32-årig i Audi kørte vanvidskørsel i Aalborg

Sort Audi kørte onsdag eftermiddag vildt flere steder i Aalborg 

AALBORG:Klokken 15.23 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en sort Audi kørte meget hurtigt og voldsomt væk fra Eriksholmparken i Nørresundby, efter en borger havde henvendt sig til føreren.

- En borger mistænkte føreren for at være påvirket, hvorfor vedkommende konfronterede bilisten. Herefter stak bilisten af i høj fart henover et fortov, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup. 

Da politiet kom frem til Eriksholmparken, fandt de hverken føreren eller bilen, men derimod en passager, som kunne fortælle, at bilisten blandt andet havde kørt over 200 km/t ad motorvej og også i meget høj fart ad landevej. 

- Senere fandt vi den sorte Audi A4 holdende på Sjællandsgade i Aalborg. Vi fandt også føreren af bilen tæt på. Han blev anholdt klokken 16.30 og taget med på stationen, siger Karsten Højrup. 

Vagtchefen fortæller desuden, at politiet lægger op til, at bilen skal beslaglægges jævnfør reglerne om vanvidskørsel, og at den 32-årige fører formentlig stilles for et grundlovsforhør torsdag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.