Fængslet for besiddelse af pistol og store mængder narkotika
Manden var for syg til at møde i retten lørdag, men søndag middag blev han fængslet
Opdateret kl. 16:03
En 51-årig mand fra Mou er ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet frem til foreløbigt den 24. november.
Manden blev anholdt på sin bopæl fredag aften, og blev allerede lørdag varetægtsfængslet in absentia (grundlovsforhør, hvor han ikke er til stede, red.) på grund af sygdom.
Søndag middag var han så blevet så rask, at han kunne møde frem i retten.
Manden er anholdt for at være i besiddelse af en pistol og betydelige mængder euforiserende stoffer, herunder godt 5,6 kg kokain, flere tusinde piller, amfetamin, ketamin og hash.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, oplyser Kim Kristensen, der er anklager ved Nordjyllands Politi.
Kim Kristensen havde krævet manden varetægtsfængslet i fire uger, men på grund af, at det skulle passe med rettens mødekalender, blev afgørelsen, at han skal være fængslet frem til 24. november.
Manden nægter sig skyldig i alle forhold, men valgte ikke at kære fængslingen til Vestre Landsret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.