54-årig løsladt af retten: Var sur på banken og ville brænde hæveautomat af
En 54-årig mands forsøg på at sætte ild til hæveautomat var ikke groft nok til en varetægtsfængsling
Opdateret kl. 16:59
NØRRESUNDBY: En 54-årig er mildest talt temmelig utilfreds med sin bank, og det har banken fået at føle to gange inden for en uge. Senest mandag, hvor den 54-årige forsøgte at sætte ild til en hæveautomat i Nordjyske Bank på Torvet i Nørresundby.
Manden blev tirsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for ildspåsættelsen. Det var her han forklarede, at det var utilfredshed med banken, der førte til hans handlinger.
Omkring klokken 09.15 hældte han køkkensprit ud over hæveautomaten og tog en lighter frem for at sætte ild til automaten. Men ifølge den 54-årige, nåede han dog ikke at antænde spritten, da han blev råbt an af nogle vidner.
Hæveautomaten bar dog efterfølgende tydelige spor af flammer.
Og på videoovervågningsbillederne fra banken kunne man se, at der var ild, da manden forlod hæveautomaten. Det stemmer overens med de vidner, der havde set manden sætte ild, fortæller anklager Stine Eriksen.
Ikke groft nok til fængsling
Den 54-årige stak efterfølgende af fra stedet, og han blev først anholdt mandag aften klokken 19.45 i Vodskov, hvor borgere kontaktede politiet, fordi manden gik på gaden og råbte.
Anklagemyndigheden valgte at forsøge at få den 54-årige varetægtsfængslet, fordi han for blot en uge siden havde været på spil foran Nordjyske Bank.
Her havde han sparket på ruden og kastet noget på ruden - men ikke noget der var grovere end en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Og selvom Retten i Aalborg fandt, at der var mistanke om, at manden havde sat ild til hæveautomaten, så var ildspåsættelsen ikke groft nok til at varetægtsfængsle manden, vurderede retten.
Den 54-årige blev derfor løsladt efter grundlovsforhøret, fortæller Stine Eriksen.
Han er dog fortsat sigtet i sagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.