Politiaktion

58-årig skudt af politiet: Truede betjente med pistol

Manden bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør kl. 12, sigtet for trusler mod politiet

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

AALBORG:Den 58-årige mand, der natten til fredag blev skudt af politiet, havde en pistol, som han truede politiet med.

Den 58-årige bliver fredag klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for trusler mod politiet, oplyser vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Det hele begyndte omkring klokken 21.05 torsdag aften, hvor politiet fik en anmeldelse om, at den 58-årige havde våben i sin lejlighed på Dannebrogsgade.

Da politiet rykkede ud til adressen, forskansede manden sig i lejligheden og det blev startskuddet til flere timers drama, hvor gadebilledet i Vestbyen var oplyst af blå blink og indtaget af kampklædte betjente.

Med megafoner beordrede politiet beboere i området til at lukke vinduerne til deres lejligheder og holde sig væk fra vinduerne, mens folk på gaden blev beordret til at holde sig væk.

Alt imens blev der gjort et forsøg på at få manden ud af lejligheden frivilligt.

- Vi bruger rigtig lang tid derude for at sikre området og for at forsøge at tale situationen ned, fortæller Anders Uhrskov.

Manden var alene

Det lykkedes dog ikke, og kort før klokken 01 rykkede politiet ind i den 58-åriges lejlighed og skød ham.

- Situationen udvikler sig og ender med, at der bliver afgivet skud, fortæller Anders Uhrskov.

Manden blev såret, men er uden for livsfare. Anders Uhrskov ønsker ikke at oplyse, hvor manden er blevet ramt af skud.

Ifølge Nordjyskes mand på stedet blev manden skudt i benet og modtog efterfølgende behandling i en ambulance.

Når politiet afgiver skud, bliver sagen nemlig overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og derfor har politiet ikke yderligere kommentarer til skudafgivelsen.

På et tidspunkt i løbet af torsdag aften var der forlydender om, at den 58-årige muligvis havde taget gidsler.

Det afviser politiet og understreger, at manden var alene i lejligheden, og at der på intet tidspunkt var mistanke om, at der var tale om en gidseltagning, fortæller Anders Uhrskov.

Politi i området til snak

Den 58-årige bliver formentlig fremstillet in absentia - altså uden af være til stede.

Anders Uhrskov fortæller også, at politiet vil være til stede med den mobile politistation i området i løbet af formiddagen.

Her kan borgere komme ned og få en snak med politiet om episoden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.