AaB-fans: Vi må følge med tiden

Fanklub skal lige lande på fødderne ovenpå nyheden om de nye tyske investorer i AaB

Forkvinde for AaB Support Club Laura Poulsen Meisner ser det tyske indtog i AaB som positivt på den lange bane. <i>Foto: Sidsel Jæger</i>

Forkvinde for AaB Support Club Laura Poulsen Meisner ser det tyske indtog i AaB som positivt på den lange bane. Foto: Sidsel Jæger

AALBORG:Det virker som nogle kompetente mennesker med nogle kræfter, som vi ikke havde i forvejen, og som kan være med til at bygge en stærk organisation op - ikke mindst omkring det sportslige.

Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra forkvinde Laura Poulsen Meisner fra AaB Support Club, AaBs officielle fanklub, ovenpå nyheden om, at det tyske selskab Sports Strategy Excellence 22 (SSE22) bliver storaktionær i superligaklubben.

- Det er jo lidt en længe ventet nyhed, og vi har da også forberedt os lidt i fanklubben ved at have talt sammen på fansiden, men nu tager vi da lige en fornyet snak i ASCs bestyrelse for at finde ud, hvem de her nye folk i klubben er. Men som udgangspunkt er vi da positive overfor nyheden, fastslår Laura Poulsen Meisner.

- Ville man ønske, at der var tale om rene nordjyske penge i klubben - muligvis. Men de nordjyske aktionærer har jo allerede været meget aktive med at putte penge i klubben, og man må jo følge med tiden, siger forkvinden med henvisning til, at der efterhånden er udenlandske penge i mange af de danske topklubber.

Hun erkender, at klubben i den nuværende situation som bundprop i Superligaen er vanskelig.

- Det er jo ikke, fordi de kommer ind nu, at så forventer vi, at vi redder os i Superligaen. Det ser sort ud, men der bliver de nye folk ikke afgørende. Vi taler jo om en fodboldklub, så redningen skal ske på banen, lyder det fra Laura Poulsen Meisner.

Forkvinden ser mere tyskernes indtog i klubben på den lange bane.

- Uanset hvor vi står efter sommerferien, så skal der jo stadigvæk opbygges en fornuftig organisation op, som kan sikre, at vi forhåbentlig ikke kommer til at stå i den her situation igen. Og at der sikres lidt mere kontinuitet på flere parametre, som jo også vores direktør Thomas Bælum har været ude med ønsker om, siger Laura Poulsen Meisner.

Hun oplyser, at der allerede er kontakt til de nye ejere om et møde mellem dem og ledelsen i supportklubben.

- Der er allerede dialog om, hvornår vi skal hilse på dem fra fansiden af. Vi ved, at det også har været et fokuspunkt for dem at få hilst på os også, og at vi fans også har været en stor parameter for deres interesse i AaB, fastslår Laura Poulsen Meisner.

Venligt men bestemt fastslår hun, at kommende tifoer ikke bliver på tysk, men fortsat på godt nordjysk. 

- Men de nye penge og de sportslige kompetencer sætter forhåbentlig gang i en strategi, der på den lange bane får en positiv effekt for vores klub, fastslår forkvinden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.