AaB

AaB-målmand bag sejr i landskamp over Danmark og Theo Sander

En anden AaB-målmand fik en uheldig hovedrolle, på en tirsdag, hvor i alt tre AaB-spillere var i aktion for deres landshold

Max Vartuli fik tirsdag debut for Australiens U19-landshold, hvor det blev en direkte duel med den tidligere AaB-målmand Theo Sander.
Max Vartuli fik tirsdag debut for Australiens U19-landshold, hvor det blev en direkte duel med den tidligere AaB-målmand Theo Sander. Foto: AaB Sport

AaB-målmanden Max Vartuli fik tirsdag debut på Australiens U19-landshold, og han var udslagsgivende i sejren over Danmark.

Det skriver AaB på deres hjemmeside.

Venskabskampen blev spillet i spanske Marbella.

I den modsatte ende af banen stod den tidligere AaB-målmand Theo Sander i Danmarks mål.

Max Vartuli blev skiftet ind i pausen, hvor stillingen var 1-1. Tidligt i anden halvleg blev AaB-målmanden passeret, men kort før tid udlignede Australien til 2-2.

Kamp skulle derfor afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor Max Vartuli og Theo Sander altså for alvor blev sat på prøve. Efter ti spark til hvert hold og et par redninger fra Max Vartuli vandt Australien straffesparkskonkurrencen med 7-6.

AaB skrev i sommer kontrakt med Max Vartuli - i første omgang en lejekontrakt på to år med en købsoption - fra Sydney FC.

Få uger efter blev Theo Sander solgt til FC København.

Ross fik debut

En anden AaB-spiller fik også debut, da Oliver Ross blev skiftet ind for det danske U/21-landshold. Oliver Roos kom på banen i det 84. minut af kampen, der endte 0-0.

Dermed opnåede Oliver Ross sin 20. ungdomslandskamp for Danmark, mens Sebastian Otoa, der også var udtaget til U/21-landsholdet - for første gang - sad på bænken hele kampen.

Udvisning til målmand kostede

Tredje AaB'er i aktion tirsdag aften fik en uheldig hovedrolle.

AaB's unge målmand Bertil Grønkjær, der spiller på AaB Akademiet, startede inde for det danske U/17-landshold.

Danmark spillede den tredje og sidste EM-kvalifikationskamp i Georgien, hvor Danmark mødte Østrig.

Danmark førte 2-0 ved halvleg.

Tidligt i anden halvleg blev Bertil Grønkjær dog udvist, og med to østrigske scoringer efterfølgende endte kampen 2-2.

Dermed endte Danmark på tredjepladsen i puljen, hvilket som udgangspunkt ikke giver avancement i kvalifikationen, medmindre Danmark ender som en af de fem bedste treere.

16-årige Bertil Grønkjær er nu noteret for 11 ungdomslandskampe.

Gå til relaterede emner

AaB

Her får du den bedste dækning af AaB. Nyheder, portrætter og skarpe analyser, der går helt tæt på klubben, spillerne, talentmiljøet og forretningen bag

Forsiden