AaB mødt af demonstration

En større gruppe af AaB-supportere brugte lørdagens træning på at markere deres utilfredshed

Søren Olsson
30-40 AaB-fans mødte lørdag op ved AaB på Hornevej for at markere deres utilfredshed. Her fik de en dialog med Allan Gaarde, Morten Wieghorst, Rasmus Würtz og Jores Okore. Foto: Matthew Burnett
AaB 14. april 2018 12:27

FODBOLD: AaB-spillerne blev mødt af en større demonstration, da de lørdag dukkede op på Hornevej for at have den sidste træning inden søndagens kamp mod AC Horsens i Mesterskabsslutspillet.

30-40 AaB-supportere var nemlig dukket op på Hornevej for at markere deres utilfredshed med den seneste tids resultater, der kulminerede med det klare nederlag i DBU-Pokalens kvartfinaler mod FC Fredericia onsdag aften.

- Vi er her for at markere vores frustration over, en af de ringeste præstationer jeg har set fra et AaB-hold i nyere tid. Det var simpelthen en skandale, når man tænker på kvaliteten af modstanderen og også, at AaB har brugt ret mange penge på at samle det her hold over de sidste par, siger AaB-supporteren Frederik Lange.

- Samtidig var vi skuffede over, at der nærmest kun var en spiller (Jannik Pohl, red.), der kom ned og sagde ordentligt tak for kampen til fansene efter kampen. Vi er mange, der har brugt mange år og mange penge på at følge det her hold. Og så skal de sgu være voksne nok til også at tage de verbale tæsk, siger han.

Sportsdirektør Allan Gaarde, cheftræner Morten Wieghorst og anfører Rasmus Würtz samt Jores Okore tog med det samme imod spillerne og tog en længere snak med de fremmødte supportere.

- Det gør da et meget stort indtryk, at der er så mange, der dukker op. Det viser jo, at de føler noget for klubben, og at de virkelig er frustrerede, når det ikke går godt, siger anfører Rasmus Würtz.

- Jeg havde egentlig selv det indtryk, at vi havde været nede at sige tak for kampen, men der er nok delte meninger om, hvor længe man skal stå der. Og vi har fuld forståelse over, at de var frustrerede, men håber også på lidt forståelse den anden vej, for det var vi helt bestemt også efter den præstation, siger Rasmus Würtz.

Der var både politi og sikkerhedsvagter til stede, men hele protesten foregik i en stille og rolig tone, og parterne havde en god dialog.

Fansene bebuder, at der også vil komme en markering af protesten under opgøret mod AC Horsens.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...