AaB

AaB smed endnu engang føringen væk

Kampen mod Vejle endte 1-1 efter en udligning af hjemmeholdet i det 82. minut

AaB  måtte nøjes med 1-1 på udebane mod Vejle. Foto: Laura Guldhammer
AaB måtte nøjes med 1-1 på udebane mod Vejle. Foto: Laura Guldhammer Foto: Laura Guldhammer

Opdateret kl. 21:47

AaB formåede ikke at besejre oprykkerne fra Vejle, da de måtte tage til takke med 1-1 i Nørreskoven fredag aften.

For anden kamp i træk smed AaB en 1-0 føring, og dermed må de stadig sukke efter den sejr, de så kraftigt trænger til.

Kampens indledning var en rodet affære, der var præget af mange fejl af begge mandskaber. Kasper Kusk fik en god mulighed i kampens første minut, men offensivspilleren sparkede bolden langt over mål.

Fem minutter senere fik Vejles Alan Souza chancen, da han satte panden på et indlæg, men hovedstødet gik forbi mål.

14 minutter inde i kampen fik AaB en kæmpechance. Jores Okore sendte en lang bold i dybden til Lucas Andersen, der med en elegant førsteberøring kom fri foran mål. Han forsøgte at runde Pavol Bajza, men keeperen fik pareret bolden væk.

Et boldtab af Vejle i det 23. minut gav endnu en mulighed til AaB. Kasper Kusk sendte Tom van Weert i dybden, men angriberens afslutning manglede præcision og gik forbi mål.

Vejle fik en dobbeltchance for at komme foran efter 34 minutter. I et kontraangreb sendte Adam Jakobsen et fladt ind i fødderne på Alan Souza, men Jacob Rinne fik reddet i første omgang. Alan Souza opsnappede riposten, men i anden omgang sendte han bolden på stolpen.

I slutminutterne af første halvleg, fik Vejle endnu en mulighed. Jacob Schoop sparkede fra distancen, men Jacob Rinne fik blokeret bolden.

De to mandskaber gik til pause med en nulløsning, trods gode chancer for scoringer i begge ender.

AaB fik kun et point ud af anstrengelserne i Vejle. Foto: Laura Guldhammer Foto: Laura Guldhammer

Der skulle en dødbold til før kampens første mål kom. Lucas Andersen sparkede et frispark fra kanten af feltet ind i muren. Tom van Weert var hurtigst til at opsnappe den løse bold, og han kunne nemt gøre det til 1-0.

Vejles Alan Souza var tæt på at lave udligningen i det 75. minut. Viljormur Davidsen sendte et præcist indlæg ind i feltet, men Alan Souzas hovedstød strøg over målet.

I det 82. minut lykkedes det Vejle at komme på 1-1. Arbnor Mucolli tog chance fra distancen, og bolden fløj op i øverste målhjørne. En smuk kasse af indskifteren.

To minutter senere var Vejle ved at gøre det onde ved AaB. Arbnor Mucolli lagde en bold indover fra baglinjen, og Alan Souza steg til vejrs. Jacob Rinne fandt dog en flot redning frem og fik blokeret hovedstødet.

AaB formåede ikke at få lavet føringsmålet i de sidste minutter, og dermed endte kampen uafgjort 1-1.

Rasmus Würtz og AaB-mandskabet var foran 1-0, men Vejle fik udlignet. AaB har dermed ikke vundet i Superligaen siden 23. september. Foto: Laura Guldhammer Foto: Laura Guldhammer

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden