tv‑branche

Nordjysk professor med skarp kritik af Den Sorte Svane

TV 2's ageren i forbindelse med den meget omtalte dokumentar får kritik

TV 2’s muldvarp, Amira Smajic, afslører ved hjælp af skjulte kameraer og mikrofoner hidtil ukendte forbindelser mellem den kriminelle underverden og overklassen.
TV 2’s muldvarp, Amira Smajic, afslører ved hjælp af skjulte kameraer og mikrofoner hidtil ukendte forbindelser mellem den kriminelle underverden og overklassen. PR-foto: TV 2.

Opdateret kl. 07:42

Den Sorte Svane, dokumentaren fra TV 2, er blevet diskuteret både før, under og efter lancering. Og det fortsætter.

For nu påpeger en række strafferetseksperter i Berlingske, at dokumentaren, der belyser, hvordan højtstående advokater og kriminelle med rødder i rocker- og bandemiljøet samarbejder, selv kan have beskidte fingre.

Det skal foregå i det omfang, at den medvirkende muldvarp, Amira Smajic, - og dermed TV 2 - udfører kriminalitet ved at medvirke til den kriminalitet, som dokumentaren afdækker.

- Jeg siger relativt hurtigt, at jeg har svært ved at se, at setuppet kan foregå på en måde, hvor man ikke medvirker til kriminalitet. Da jeg har set det hele, gør jeg igen tydeligt opmærksom på, at setuppet faciliterer kriminalitet, siger Birgit Feldtmann, professor i strafferet, fra Aalborg Universitet til Berlingske.

Og hun står ikke alene.

Mediet har talt med flere fagfolk og eksperter - blandt andre med Frederik Waage, der er professor i forfatningsret og tidligere konstitueret landsdommer. Han påpeger samme problemstilling og påpeger specifikke scener fra dokumentaren, hvor Amira Smajic instruerer i, hvordan man kan hvidvaske penge.

En anden ekspert, Lasse Lund Madsen, der er professor i strafferet ved Aarhus Universitet, og som tidligere har været anklager og konstitueret landsdommer, mener direkte, at TV 2 med dokumentaren faciliterer og understøtter kriminalitet.

Til Berlingske anerkender redaktionschef Michael Nørgaard fra TV 2, at de er gået langt for at dokumentere kriminaliteten i dokumentaren

Flere tråde til Nordjylland

Nicolai Dyhr, der indtil for nylig var partner i advokatfirmaet Horten, spiller en central rolle i Den Sorte Svane.

Til gengæld spiller han ikke en central rolle i Horten længere.

For kort før, at dokumentaren kom frem, blev han fyret. Det skrev Finans.

Og det kan få konsekvenser i Nordjylland, hvor Økonomiudvalget i Aalborg Kommune mandag aften har drøftet, hvorvidt advokatfirmaet Horten skal bruges fremadrettet. Firmaet er ved tidligere lejligheder brugt.

Der faldt dog ingen konklusion på mødet.

Også Sparekassen Danmark, der har hovedsæde i Vrå, er impliceret i dokumentaren.

Ufrivilligt har sparekassen fået en rolle, fordi advokat Lise Roulund stillede en klientkonto til rådighed for Bandidos-rockeren Fasar Abrar Raja, hvor han flyttede penge fra svindelselskaber ind og ud af kontoer for over 20 millioner kroner.

Hvad er en klientkonto?
  • En klientkonto er en konto, som alle danske advokatfirmaer er pålagt at oprette.
  • Kontoen bruges til at holde klienters midler i forbindelse med for eksempel stiftelse af et selskab eller deponering af kapital med brug på opstart af sag.
  • Formålet med en klientkonto er at holde klientens penge adskilt fra advokatfirmaets egen driftskonto.

Under et møde med TV 2’s muldvarp fortæller Lise Roulund, at ulovlighederne kun kunne lade sige gøre i så lang tid, fordi afdelingsdirektøren i hendes bank holdt hånden over hende.

Det afviser adm. direktør i Sparekassen Danmark, Vagn Hansen.

- At vi skulle have dækket over noget, det er helt ude i hampen. Vi indberetter til myndighederne med det samme, vi finder ud af, at der foregår noget mistænksomt, og det gør vi på alle kunder, vi har, hvor der foregår noget mistænkeligt, siger han til Finanswatch.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden