Aalborg-firma viste støtte til Onkel Reje - blev svinet til
Optikerkæden vil fortsat give sin mening til kende i den offentlige debat
AALBORG: Mads Geertsen, manden bag Onkel Reje, som er en af DR's mest kendte karakterer i kanalens børneunivers, har i den seneste uge været udsat for så voldsomme chikaner og trusler, at den 53-årige skuespiller har valgt at sygemelde sig.
Ramasjang-karakteren har siden 2012 underholdt børn i tv'et og til diverse arrangementer rundt om i landet, men det er for nuværende sat på pause på grund af de voldsomme beskyldninger mod Onkel Reje.
Chikanen mod Onkel Reje ville Louis Nielsen, der har hovedsæde i Aalborg, ikke finde sig i. Optikerkæden satte sig til tasterne og viste sin støtte til Onkel Reje på firmaets Facebook-side.
- Snæversynethed kan vi desværre ikke afhjælpe. #OnkelReje❤️, skrev Louis Nielsen ledsaget af et billede af et par briller med Onkel Reje-farver i baggrunden.
Opslaget blev taget positivt imod af de fleste med mere en 3000 positive reaktioner, mens lidt over 100 har reageret negativt. Det har dog ikke afholdt Louis Nielsen fra at lukke kommentarsporet, da et højrøstet mindretal fortsatte de voldsomme anklager mod Onkel Reje og i samme ombæring svinede Louis Nielsen til.
- Det er ærgerligt, at vi er nødsaget til at lukke kommentarsporet. Vi accepterer og godkender, at folk ikke nødvendigvis er enige i vores budskab, men derfor skal folk stadig skrive i en ordentlig tone og uden af komme med meget grimme og voldsomme beskyldninger.
- Vi har slettet de kommentarer, som er grimme og kommer med anklager, som vi ikke kan stå inde for, men vi lader kritiske kommentarer stå, så længe de er saglige og skrevet i en ordentlig tone. Heldigvis er langt de fleste reaktioner positive, og det ser vi som en indikation på, at de fleste er enige med os. Så er det trist, at der er ganske få trolde, som er inde og ødelægge kommentarsporet, lyder det fra Rune Steiness, PR-ansvarlig hos Louis Nielsen.
Flere personer har truet Louis Nielsen med at starte en shitstorm , men det giver virksomheden ikke meget for.
- Jeg frygter ikke, at der starter en shitstorm mod os på baggrund af opslaget. Langt de fleste er med os og støtter Onkel Reje. Det er vigtigt for os at vise vores støtte for at passe på manden bag Onkel Reje, som i den bedste mening underholder en masse børn i hele landet. Beskyldningerne mod ham er taget ud af kontekst, og personerne bag hetzen har en enøjet tilgang til debatten.
- Onkel Reje står for dejlig, god og harmløs børneunderholdning i et helt uskyldigt børneunivers. Vi vil med opslaget vise, hvilke værdier Louis Nielsen står for, siger Rune Steiness.
På trods af at Louis Nielsen er blevet mødt med svinske og hadefulde kommentarer, vil det ikke afholde virksomheden fra også i fremtiden at give sin mening til kende i samfundsdebatten.
- Det er trist, at der er kommet en forråelse i den offentlige debat, men det skal ikke afholde os fra at støtte Onkel Reje eller andre i fremtiden. Vi kommer til at tage stilling fra sag til sag, men vi vil altid stå fast på vores værdier, lyder det fra Louis Nielsens PR-ansvarlige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.