Aalborg Kommune frifundet efter årelange stridigheder

- Jeg er glad for, at vi har fået rettens ord for, at vi gjorde det rigtige, udtaler direktør for By og Land i Aalborg Kommune efter Vestre Landsrets dom

Sagen om Aalborg Kommunes naturgenopretningsprojekt i Lille Vildmose har ført til en del polemik gennem årene. I oktober 2021 frihedsberøvede politiet 33 lodsejere, der forsøgte at forstyrre kommunens arbejde. Alle sigtelser blev siden frafaldet. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Sagen om Aalborg Kommunes naturgenopretningsprojekt i Lille Vildmose har ført til en del polemik gennem årene. I oktober 2021 frihedsberøvede politiet 33 lodsejere, der forsøgte at forstyrre kommunens arbejde. Alle sigtelser blev siden frafaldet. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Aalborg Kommune handlede fuldt ud lovligt, da man i 2018-2019 lavede et naturgenopretningsprojekt i Smidie Fenner i Lille Vildmose.

Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse i kølvandet på en domsafsigelse fra Vestre Landsret. Dommen er en stadfæstelse af byrettens dom fra juli 2021.

Dermed er Aalborg Kommune frifundet for anklagen om, at Aalborg Kommune ikke var berettiget til at etablere en dæmning langs Tofte Mose samt en midlertidig arbejdsvej, der blev lavet i forbindelse med arbejdet.

Med stadfæstelsen af byretsdommen får Aalborg Kommune også fuldt medhold i, at man kunne udføre naturgenopretningsprojektet med udgangspunkt i en fredningskendelse og Fredningsnævnets godkendelse - uden samtykke fra lodsejer.

I domsafsigelsen lægger landsretten til grund, at det var nødvendigt at etablere og benytte arbejdsvejen på ejendommen, og at ejendommen ikke blev berørt af gennemførelsen af naturgenopretningsprojektet i større omfang, end det var forudsat i projektet og i Fredningsnævnets godkendelse af projektet.

Derfor finder landsretten, at Aalborg Kommune har været berettiget til at etablere dæmningen og i den forbindelse etablere og benytte en midlertidig arbejdsvej på ejendommen i Smidie Fenner i Lille Vildmose.

- Vi er glade for at få medhold i, at det arbejde, vi udførte i Lille Vildmose, var berettiget. Vi vurderede, at vi handlede lovligt dengang, men det blev der skabt tvivl om. Derfor er jeg glad for, at vi har fået rettens ord for, at vi gjorde det rigtige. Nu har vi fået en fornuftig afslutning på flere års tvivl om kommunens ageren i mosen, udtaler Alvaro Arriagada, direktør for By og Land i Aalborg Kommune, i pressemeddelelsen.

Flere anholdelser

Adskillige lodsejere har ment, at Aalborg Kommune ikke havde ret til at udføre et naturgenopretningsprojekt på lodsejernes jord.

- Uden at have indgået en frivillig aftale med lodsejerne eller alternativt have foretaget en ekspropriation, foretager de anlægsarbejde på vores jord. Det er en krænkelse af den private ejendomsret, sagde lodsejer Jens Hjorth til Nordjyske i 2019.

Utilfredsheden med Aalborg Kommunes arbejde i Lille Vildmose har betydet flere demonstrationer, anholdelser, erstatningssager og en injuriesag.

For eksempel blev 33 lodsejere frihedsberøvet i oktober 2021, da de forsøgte at forhindre kommunens arbejde. Siden blev alle sigtelser frafaldet, men efterfølgende udtalte den daværende rådmand Hans Henrik Henriksen (S) blandt andet til pressen:

- Det handler om medarbejdere, der overholder landets love, og det gør man ikke ude i Smidie Fenner hos de her lodsejere.

Det var for meget for flere lodsejere, der anlagde en injuriesag mod rådmanden.

EU-projekt

Naturgenopretningsprojektet i Lille Vildmose var en del af det EU-støttede Life-projekt. Arbejdet gik ud på at bevare den eksisterende mose og at genoprette nedbrudt mose.

Man skulle forhindre vand i at trænge ud fra den nordvestlige del af Tofte Mose til de lavere liggende Smidie Fenner. Det blev gjort med en dæmning. At holde vandet inde i mosen er ifølge Fredningsnævnets tilladelse af arbejdet nødvendigt for at beskytte det metertykke tørvelag mod nedbrydning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.