Rod i borgmesterens forvaltning

Skal skatteborgerne betale 619.369 kr. for blomster? Ja, i Aalborg har de gjort det

Aalborg Kommune har i årevis brugt hundredtusindvis af skattekroner på blomster til kongresser i AKKC. En ekspert vurderer, at det er på kant med loven

Siden 2015 har Aalborg Kommune betalt 619.393 kroner til blomsterdekorationer i forbindelse med konferencer og møder i Aalborg Kultur og Kongrescenter.
Siden 2015 har Aalborg Kommune betalt 619.393 kroner til blomsterdekorationer i forbindelse med konferencer og møder i Aalborg Kultur og Kongrescenter. Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret 23. januar 2023 kl. 12:29

AALBORG: Et kendt slogan lyder, at man skal sige det med blomster.

Det har Aalborg Kommune gjort i en årrække, når der har været store kongresser i Aalborg Kongres og Kulturcenter.

Her har kommunen været fast sponsor af blomster til scenen, når f.eks. KL og 3F har holdt kongresser i byen.

Pengene er blevet betalt af borgmesterens forvaltning og fremgår af bilagene til revisionsundersøgelsen, som blev igangsat efter flere afsløringer om mystiske udgifter i eventafdelingen.

I redegørelsen foreslår forvaltningen, at tilskuddet afskaffes.

Det kan vise sig at være en rigtig god idé. Ifølge en kommunalforsker kan den årelange støtte nemlig være på kant med loven.

Tradition for blomster

Ifølge Aalborg Kommune er ordningen en udløber fra dengang, kommunens eget gartneri leverede blomster til AKKC.

Da gartneriet blev nedlagt, blev ordningen i stedet erstattet af en aftale om, at kommunen betalte for blomster fra private leverandører til AKKC.

I bilagene til revisionsundersøgelsen kan man læse, at Aalborg Kommune siden 2015 har betalt 619.369 kroner for blomsterdekorationer til AKKC. 

AKKC har stået for at købe blomster til kongresserne, og hvert år har de sendt en samlet faktura til Aalborg Kommunes eventafdeling på blomsterindkøb.

Faktura på blomster sendt til AKKC. Som det fremgår af fakturaen er det Aalborg Kommune, der skal betale AKKC

Pengene er brugt på blomster til i alt 44 kongresser, hvor Aalborg Kommune har betalt for dekorationer og buketter til mellem 300 og 24.000 kroner.

Men det samlede beløb, der er brugt på blomster, er meget større, da aftalen har eksisteret i årevis.

I strid med loven

Ifølge kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, kan det være i strid med kommunalfuldmagtsreglerne, at Aalborg Kommune har brugt penge på blomsterdekorationerne. 

- Det lyder ud fra kontoudskriftet til, at det i virkeligheden er en støtte til det her konferencecenter, og så bliver diskussionen, hvorvidt det lever op kommunalfuldmagtsreglerne, for det er i hvert fald ikke noget, der udspringer af en lov, som siger, at man skal betale blomsterdekorationer for lokale konferencecentre. 

Kommunalfuldmagtsreglerne er ikke lov, men regler baseret på praksis, som definerer, hvad landets kommuner må bruge penge på. 

Men ifølge Roger Buch kan støtten også være konkurrenceforvridende. 

- Hvis man kan give støtte til, at kongrescenteret kan få betalt blomsterdekorationer i forbindelse med konferencer og møder for aktører, som er eksterne for kommunen, er det jo konkurrenceforvridende i forhold til de andre konferencecentre i Aalborg og resten af Danmark, fordi de selvfølgelig står svagere, hvis centeret kan få dækket titusindvis kroner om året.

Aalborg Kommune afviser

Hos Aalborg Kommune er man ikke enig i kommunalforskerens vurdering af tilskuddet.

Her er opfattelsen, at det er givet indenfor rammerne i kommunalfuldmagtsreglerne og erhvervsfremmelovgivningen, forklarer kontorchef for Juridisk Kontor i Økonomi og Erhverv, Freddy Falk.

Roger Buch vurderer, at det her kan være i strid med kommunalfuldmagtsreglerne og være konkurrenceforvridende. Har I selv lavet en vurdering af tilskuddet?

- Ja. I forbindelse med vores redegørelse i 3F-sagen kiggede vi på støtten til kongresvirksomheder, og vurderede at det var lovligt. Og så må vi vente og se, om Ankestyrelsen er enig.

Hvad har Aalborg Kommune fået ud af at give blomster til AKKC?

- Det er en del af Aalborgs mulighed for at tiltrække kongresser. Og dermed få gæster til byen med tilhørende hotelovernatninger og besøg i butikker og på restauranter og lignende. Altså simpelthen erhvervsfremme for Aalborg by.

Har Aalborg Kommune betalt for blomster til andre kongresser i events i Aalborg?

- Nej, ikke mig bekendt.

Men havde et tilskud til et andet eventsted ikke givet tilsvarende positive effekter?

- Det kunne man godt sige, men AKKC er jo en selvejende institution. Der er ikke tale om et A/S, der har til formål at tjene penge, og det har selvfølgelig også været en del af vurderingen.

Stopper af sig selv

Hos AKKC er vurderingen, at man ikke kan isolere blomsternes betydning for at tiltrække events og kongresser til Aalborg.

- Det handler om helheden, og den er blomsterne en del af. At have en god oplevelse i salen handler jo også om, hvordan det ser ud på scenen. Og den gode oplevelse er jo den, der gør, at man kommer igen, siger administrerende direktør i AKKC, Nicolaj Holm.

Siden Nicolaj Holm tiltrådte i 2018 er udgiften til blomster gradvist blevet mindre, og i år forventer han at sende en faktura til Aalborg Kommune på mellem 15.000 og 20.000 kroner. 

Men tilskuddet kan ende med at stoppe, før politikerne får set på sagen.

Som en del af kongrescentrets bæredygtighedsstrategi vil man se på muligheden for helt at afskaffe brugen af blomster på scenen.

- Vi kommer til at udfase det, fordi afskårne blomster som udgangspunkt ikke er bæredygtige, siger Nicolaj Holm.

Kan få store konsekvenser

Det er Ankestyrelsen, som har myndighed til at vurdere, hvorvidt kommunens støtte til blomster til AKKC er lovlig.

Ankestyrelsen er i øjeblikket ved at vurdere, om Aalborg Kommunes støtte til en velkomstreception for fagforeningen 3F er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne. 

Vurderer styrelsen, at kommunen handlede i strid med reglerne i den sag, kan det få konsekvenser for blomsterdonationerne og en lang række andre sager.

Aalborg Kommune har nemlig givet tilskud efter de samme principper til forskellige aktører.

- Vi har kigget på alle vores udgifter og vurderet, at vores praksis på borgmesterkontoret er lovlig generelt set. Men bliver vores vurdering i 3F-sagen ikke accepteret af Ankestyrelsen, åbner det en lang række spørgsmål, og så skal vi have kigget på vores praksis igen, siger Freddy Falk.

Ankestyrelsen modtog kommunens redegørelse i starten af november. 

I øjeblikket har styrelsen en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 14 uger, så kommunen kan forvente en afgørelse i sagen omkring midten af februar 2023.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden