Aalborg-restaurant landets bedste til fisk og skaldyr
Nordjyske restauranter har vundet prisen flere gange i denne kategori
Opdateret kl. 11:20
Den Danske Spiseguide kårede søndag aften Restaurant Emil i Aalborg til Årets Fisk og Skaldyr Restaurant 2023.
Restauranten åbnede i august sidste år i lokalerne ved Gåsepigen, hvor restaurant Textur tidligere holdt til.
Restauranten har tidligere været nævnt hos flere internationale madanmeldere og aviser – blandt andet The Independent’s travel guide.
Men den hidtil største anerkendelse kom altså søndag.
Det er ejer 28-årige Emil Thaarup, der lægger navn til fiskerestauranten.
Han stammer fra Strandby og er udlært på Applaus i Aalborg og har erfaring fra en række top-restauranter i København. Han får god hjælp fra sin far, der er fiskeeksportør i Strandby og står for at indkøbe fisk på dagens auktion.
Emil Thaarup har lagt vægt på, at restauranten har haft en afslappet stil. Men ambitionerne er høje. Derfor var det heller ikke helt uventet, da restauranten blev nomineret til prisen som den bedste restaurant inden for fisk og skaldyr.
- Det er det, jeg har drømt om, men jeg havde bestemt ikke regnet med, at det ville ske allerede. Det er jo et kæmpe skulderklap, sagde Emil, da nomineringen var i hus tilbage i marts.
De øvrige nominerede, der måtte se Aalborg-restauranten løbe med titlen, var ND 122, der ligger på Møn samt The Pescetarian, June og Fishmarket som alle ligger i København.
Årets Fisk og Skaldyr Restaurant hos Den Danske Spiseguide er dog en kategori, hvor nordjyske restauranter har tradition for at klare sig godt. I 2019 gik prisen til Essens i Frederikhavn, i 2020 vandt Abstrakt i Hirtshals og i 2022 var det Tri i Aggers tur til at tage prisen.
Den Danske Spiseguide holdt første halvdel af årets galla på restaurant Mortens Kro i Aalborg, hvor der blev uddelt 11 forskellige priser.
Flere nordjyske restauranter var nomineret.
Blandt andet fik hotelchef på Hotel Scheelsminde, Nadia Alexandrine Bach, også en særpris for sit arbejde på Restaurant Bühlmann.
Nordjyske anmeldte Restaurant Emil kort efter åbningen i august sidste år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.