Rottebekæmpelse

Nu klapper fælden - slut med rottegift i Aalborg

Nye erfaringer peger på en metode, der næsten er lige så effektivt som at bruge gift

Aalborg Kommune skruer helt ned for brugen af gift i rottebekæmpelsen, i stedet vil man bruge andre metoder. Arkivfoto: Martin Damgård

Aalborg Kommune skruer helt ned for brugen af gift i rottebekæmpelsen, i stedet vil man bruge andre metoder. Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG:Aalborg Kommune skruer nu helt ned for brugen af gift i kommunens bekæmpelse af et stigende antal rotter i kommunen.

Det skyldes, at det er problematisk at bruge gift i bekæmpelsen, ligesom man har fundet ud af, at der næsten er lige så gode alternative metoder til at få ram på skadedyrene.

Erfaringerne fra den kommunale bekæmpelse over de sidste 3-4 år viser nemlig, at bekæmpelse i 9 ud af 10 tilfælde er lige så effektiv med klapfælder som med gift, når det drejer sig om rottetilhold i byzone og sommerhusområder.

Det skyldes ifølge forvaltningen, at rottetilholdene oftest har baggrund i kloakbrud, hønsehold og fuglefodring, og at der i disse sager oftest er tale om forholdsvis få rotter. Nu tager kommunen konsekvensen og ændrer på reglerne for brugen af gift i strategiplanen for rottebekæmpelse i Aalborg Kommune, der revideres hvert fjerde år.

Krav om andre metoder

Fremover stilles der krav om giftfri bekæmpelse, og hvis gift er en nødvendig for at få ram på rotterne, så skal det godkendes af kommunen.

- Gift skal kun bruges, når det er absolut nødvendigt. Vi gør alt, hvad vi kan for at bruge andre metoder, siger fungerende miljø- og energirådmand Per Clausen (EL), der sammen med resten af miljø- og energiudvalget skal godkende den nye plan.

Fremover er det planen, at rotten skal ende skadedyrslivet i en klapfælde med mindre, at rottebekæmpelsen f.eks. skal foretages i kloakker i eller forbindelse med kloakarbejde.

- Det er jo grundlæggende dybt problematisk at bruge gift, og derfor har man kun accepteret det fordi, alternativet har været at lade rotterne sprede sig, og det er jo så endnu værre, siger Per Clausen.

Aalborg Kommune vil også foretage øget kontrol med både den private og kommunale bekæmpelse i forhold til disse retningslinjer. Kontrollen vil blive gennemført både som stikprøvekontrol, og som kampagner indenfor de enkelte brancher, f.eks. landbrug, fødevarevirksomheder med mere. Ifølge forvaltningen ved man af erfaring, at der kan være enkelte firmaer, som ikke overholder de lovmæssige krav til rottebekæmpelsen, f.eks. resistensstrategien, og derfor vil man også rette særlig fokus på disse.

- Dybt problematisk

- Vi har længe syntes, at det med at bruge gift er dybt problematisk, men vi har ment og troet, at der ikke var nogen alternativer, siger Per Clausen.

Men det har der nu altså vist at være.

- De alternativer er tilsyneladende meget tæt på at være lige så effektive, som hvis man bruger gift, og så skal man selvfølgelig holde op med at bruge gift, det er klart. Så kan man ærgre sig over, at vi ikke er kommet til den erkendelse på et tidligere tidspunkt, men sådan er det jo. Det er godt, at vi nu kan slippe for at bruge gift på det her område.

Spredning af gift

Når rottegift er en problematisk størrelse, så skyldes det flere ting, blandt andet spredning af giften i andre dyr, f.eks. mus, rovfugle og andre rovdyr. Desuden er der risiko for, at rotterne bliver resistente, hvis der ikke er styr på mængderne af udlagt gift.

- Det er jo grundlæggende ikke godt have gift til at flyde rundt omkring, selvom der selvfølgelig tages alle mulige sikkerhedsforanstaltninger for, at det kun rammer rotter.

Og med de nye retningslinjer skal der altså tilladelse til, og hvis giften skal bruges, skal det altid være den mildest mulige gift, der anvendes.

- Det synes jeg er et godt fremskridt, og det betyder jo dels, at vi forhåbentlig helt at undgå at bruge gift, men vi skal i hvert fald sikre os, at kommunen har styr på, hvor og hvornår det sker. Og det er sikkert nødvendigt at have en undtagelse, der siger, at man kan få lov til det, hvis det af en eller anden grund er nødvendigt. Men med det her forsøger vi at begrænse det og helst holde det helt nede.

Mange skjulesteder

Gift skal kun anvendes i tilfælde med større tilhold, og kun hvor der er umuligt at opstille tilstrækkeligt med klapfælder til at lave en effektiv bekæmpelse eller hvor der kan være mange skjulesteder for rottetilholdet, f.eks. på landbrugsejendomme.

I forhold til sidstnævnte er det derfor ifølge forvaltningen ikke muligt at indføre et tilsvarende krav til giftfri bekæmpelse i landzone. Men i ca. 60 procent af sagerne på landbrugsejendomme, er bekæmpelsen dog allerede giftfri i dag.

Hvis man ser på antallet af rotteanmeldelser i Aalborg Kommune, så har det været stigende siden 2012, hvis man ser bort fra mindre dyk i 2013 og 2019. I 2020 lå det samlede antal rotteanmeldelser omkring 6000. Årligt bruges der omkring 13 mio. kr. på at bekæmpe rotterne.

- Et kæmpestort problem

- Det problem, som man har med rotter, er jo et kæmpestort problem i sig selv, og derfor bliver man nødt til at fastholde en intensiv indsats for at begrænse spredningen af dem. Vi kommer dem aldrig til livs, men hvis vi ikke gjorde noget, ville spredningen tage til og blive meget mere voldsom.

Den kommunale rottebekæmpelse har i øvrigt netop været i EU-udbud, og det er det nuværende firma Mortalin, som vandt opgaven, og som dermed fortsætter med den kommunale bekæmpelse i perioden 2021-2025.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.