Coronavirus

Aalborg-sogn lukker ned: Smitten er for høj

2. pinsedag er et centralt sogn i Aalborg blevet lukket på grund af for høj coronasmitte

Vor Frelser Sogn er lukket ned. Illustration: Sogn.dk

Vor Frelser Sogn er lukket ned. Illustration: Sogn.dk

Opdateret 15:32 med yderligere oplysninger.

AALBORG:Vor Frelser Sogn i Aalborg Kommune, som huser godt 6500 indbyggere, er fra tirsdag, lukket automatisk ned på grund af for høj coronasmitte.

Det betyder, at flere store uddannelsesinstitutioner i Aalborg må holde lukket.

Det gælder blandt andet Aalborg Handelsskoles afdelinger på Saxogade og Strandvejen samt Sct. Mariæ Skole.

Når Vor Frelser Sogn må lukke ned, er det fordi, der er konstateret 43 coronasmittede i den seneste uge. Det betyder, at der nu er 2,71 procent smittede blandt alle, som er testet for coronavirus. Dermed ligger incidenstallet på 659,3.

Et sogn må blandt andet lukke, når der er en positivprocent på 2,5 over de seneste syv dage.

Inden pinsen var Aalborg Kommune opmærksom på en stigning i antal smittede og havde derfor sat ekstra indsatser ind for at stoppe smitten blandt andet med fokus på PRC-test. Det fortæller Jan Nielsen, direktør i Ældre & Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune og formand for kommunens kriseberedskab.

- Vi har kunnet se en vis udvikling i tallene, og det har vi reageret på, men det har ikke været nok til at få stoppet smitteudviklingen, siger Jan Nielsen.

Her er kriterierne, som betyder, at et sogn må lukke ned

* Mindst 500 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage

* Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage

* Positivprocent på mindst 2,5 procent de seneste syv dage

* Nedlukningen bliver ophævet, når mindst ét af ovenstående kriterier igen er under grænseværdien, og har været det en uge i træk

Da Vor Frelser Sogn er omfattet af den automatiske model for nedlukning af sogne, er Aalborg Kommune forpligtet til eksempelvis at lukke alle folke- og privatskoler, klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner samt lokaler, hvor der er kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der er idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter herunder private fitnesscentre, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er ret drastisk. Det er et sogn med rigtig mange aktiviteter og tilbud. Blandt andet har Handelsskolen to adresser i området, siger Jan Nielsen og forsætter:

- Det er rigtig ærgerligt, det må jeg sige. Det havde vi håbet, at vi kunne være foruden.

Opfordrer til at holde små børn hjemme

Nedlukningen af Vor Frelser Sogn vil gælde i mindst en uge. Selvom flere aktiviteter lukker ned i sognet, må borgere fortsat gerne bevæge sig ud over sognegrænserne, hvis de for eksempel går i skole i et andet sogn.

De mindste børn kan komme i vuggestue, dagpleje og børnehave som vanligt, men forældrene opfordres til at holde deres børn hjemme, hvis det er muligt.

Hjemmehjælp kører helt som normalt, ligesom vaccinationer også fortsætter som planlagt.

De liberale serviceerhverv som for eksempel butikker og restauranter er ikke omfattet af nedlukningen. Det sker først, hvis en hel kommune lukker ned.

Aalborg Kommune opfordrer til test for at få brudt smittekæderne, og Jan Nielsen bemærker, at det især er de unge, som er smittede.

- Test, test, test det er helt afgørende. I Århus bruger de begrebet “test før fest”, og det vil jeg gerne opfordre de unge til, siger han.

Ud over Vor Frelser Sogn er også Brovst Sogn i Jammerbugt Kommune automatisk nedlukket. Det har det været siden 19. maj.

Her er de nedlukkede aktiviteter

Sprogcenter Aalborg, Kastetvej /Strandvejen 35B

Privatskolen Sct. Mariæ Skole

Ungdoms- og voksenuddannelser:

Aalborg Handelsskole, Saxogade

Aalborg Handelsskole, Strandvejen

Daghøjskolen Fokus, Dannebrogsgade

Folkeoplysende foreninger:

Dansk Folkeparti Ungdom Aalborg (DFU)

DDS Aalborg Søspejdere

Frit Forum

Konservativ Ungdom i Aalborg

Liberal Alliance Ungdom Aalborg

Radikal Ungdom Nordjylland

Venstres Ungdom, Aalborg

Vestre Baadelaug

Ægir

Aalborg Dame Roklub

Aalborg Kajakklub

Aalborg Roklub

House Of Concrete Aalborg

Sct. Mariæ unge katolikker (SMUK)

Aftenskoler:

Fokus Folkeoplysning

§18 foreninger:

UFL - Unge for Ligeværd

Hovedspringet

Kommercielle fitnesscentre:

Fitness World, Dannebrogsgade

YogaHuset, Strandvejen

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.