Aalborg-spiller må vinke farvel til hele næste sæson - har sprængt korsbåndet
Det er anden gang, bagspillerens korsbånd ryger sig en tur. Nu må han forvente at være ude i hele næste sæson, siger direktør Jan Larsen
Opdateret 30. juni 2021 kl. 14:54
Da Sebastian Henneberg i april pådrog sig en knæskade, fik han at vide, at han skulle forvente en pause på ti uger. Men den prognose er nu gjort meget længere.
For det viser sig, at det, der lignede et skadet ledbånd, i stedet er et korsbånd, der er revet over. Den slags skader kan holde spillere ude i op mod et år.
Bagspilleren er blevet opereret, og det er gået succesfuldt.
- Jeg er selvfølgelig dybt ulykkelig over situationen. Jeg havde jo håbet, at det ikke var så slemt, men som ugerne gik, frygtede jeg, at det var korsbåndet igen. Derfor var det naturligvis fortsat rigtig tungt, da jeg fik overbragt den endelige dom. Men jeg ved, hvad det kræver, og jeg er klar til at kæmpe indædt igen – og jeg skal nok komme igennem det og tilbage på håndboldbanen, siger Sebastian Henneberg i en pressemeddelse.
Også direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, er berørt over situationen.
- Det er helt ubærligt for Sebastian. Vi havde håbet, det ikke var så alvorligt, og det tydede de første meldinger efter flere undersøgelser også på. De efterfølgende uger var der ingen fremgang at spore, og yderligere undersøgelser bekræftede desværre vores bange anelser. Det er virkelig et hårdt slag – både for os, men i særdeleshed for Sebastian selv, og vi må med al sandsynlighed undvære ham hele næste sæson. Vi er klar til at hjælpe, alt vi kan, og så håber og tror jeg på, at vi ser Sebastian vende stærkt tilbage, siger direktør Jan Larsen.
Sebastian Hennebergs skade er et slag, efter en ellers rigtig flot sæson af Aalborg Håndbold.
Her blev det blandt andet til en historisk finale i Champions League, hvor holdet tabte til giganterne Barcelona, et dansk mesterskab og en tabt pokalfinale til Mors-Thy.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.