Zoo

Aalborg Zoo har fået lille ny giraf

Giraffødslen gik hurtigt og godt

Foto: Aalborg Zoo

Foto: Aalborg Zoo

Aalborg Zoo kunne tirsdag eftermiddag byde velkommen til en ny lille girafkalv. Omkring halvtreds minutter efter benene kom til syne, lå kalven på jorden.

Det er en relativt hurtig giraffødsel, som nogle gange kan tage op til fem timer. Og der en god grund til, at det gik så stærkt, for moren, Caroline, har været igennem processen før.

- Caroline er en af vores ældre giraffer på 19 år, og det her er hendes 10. kalv. Hun ved, hvad der skal til, og hun har prøvet det før, siger Anders Rasmussen, som er dyrepasser i Aalborg Zoo's elefantafdeling og girafhuset.

Desuden var kalven også en af de mindre, så det gjorde også fødslen nemmere, fortæller han.

Indenfor den første time efter fødslen var kalven på benene og i løbet af to timer fik den mælk.

Kalven er en hun.

Black mamba

De har endnu ikke valgt et navn til den lille kalv.

Igennem de sidste par år har Aalborg Zoo haft tradition for at opkalde nye giraffer efter kvinder fra Black Mamba projektet.

Black Mamba er et naturbevaringsprojekt i Sydafrika, hvor 36 afrikanske kvinder beskytter dyrelivet dernede. Aalborg Zoo er hovedsponsor af projektet.

- Vi står projektet meget nært og har et godt forhold til de her kvinder, og de er utrolig stolte, når de får et dyr opkaldt efter sig, siger Anders Rasmussen.

De overvejer tre navne på kvinder fra projektet. Anders Rasmussen forventer, at de har valgt et navn til kalven indenfor den næste uges tid.

Foto: Aalborg Zoo

Foto: Aalborg Zoo

Mægtigt gerne være med

Aalborg Zoo har siden starten af januar været lukket for gæster, og derfor var der heller ikke noget publikum på, da den lille nye kalv kom til verden.

Men det har før været sådan, at gæsterne gerne må se med under fødslen, og havde haven været almindeligt åbent, så ville girafhuset også have åbnet dørene.

- Går giraffen i fødsel i åbningstiden, så må gæsterne mægtigt gerne være med. Girafferne er generelt rolige under kælvning, selv når der står gæster og ser på, siger Anders Rasmussen.

Aalborg Zoo har også lagt en video af fødslen på deres Facebook side.

Nu kan Aalborg Zoo snart slå dørene op igen, for gæster med en negativ coronatest, men der går lidt tid, før de besøgende kan se den nye kalv.

Kalven skal gå inde i huset sammen med moren Caroline, da der er nogle større kalve i flokken, som gerne ville have Carolines mælk, som ellers er tiltænkt den nye kalv.

Girafhuset kan ikke åbne med de restriktioner, der er nu, men forhåbentligt kan den nye kalv snart blive lukket sammen med de andre giraffer udenfor.

Rothschild giraffer

- Girafferne i Aalborg Zoo er Rothschild giraffer.

- De lever vildt i Uganda og Kenya.

- De er drægtige i 14 måneder.

- Hannerne kan blive op imod 5,3 meter høje. Hunnerne bliver omkring en meter lavere

- I det fri bliver de op til 25 år gamle, men de kan blive ældre i fangeskab. Aalborg Zoos ældste giraf blev 28 år.

Kalven skal videre

Den nyfødte kalv kommer ikke til at blive i Aalborg Zoo, når først den bliver kønsmoden.

Aalborg Zoo har deres avlsdyr i lang tid, og så kan de ikke beholde afkom fra deres egne giraffer.

- Hvis vi beholder vores kviekalve, så får vi indavl, fordi de går sammen med deres far, siger Anders Rasmussen.

De kan heller ikke beholde tyrekalve, da de kommer til at gå sammen med deres mor og søstre.

Dog går der nogle år endnu inden kalven skal videre, så der burde være tid til at nordjyderne kan få set den søde nyfødte kalv.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.