Farvel til en nordjysk isbjørn med verdensklasse-gener
Victoria blev født i Tyskland, voksede op i Aalborg og døde som Storbritanniens ældste isbjørn
Opdateret kl. 17:10
Onsdag er der indløbet trist nyt fra Highland Wildlife Park nær Kingussie i det nordlige Skotland.
Her er dyreparkens aldrende isbjørn Victoria blevet aflivet. Det skete tirsdag morgen.
28 år blev Victoria - og dermed var hun Storbritanniens ældste isbjørn, da hun på grund af helbredsproblemer blev sendt til den evige indlandsis.
Det fortæller det britiske medie The Standard.
Når det overhovedet er interessant at fortælle for nordjyske læsere, skyldes det, at Victoria kom til den skotske dyrepark direkte fra Aalborg Zoo. Det gjorde hun i 2015 som led i det udvekslingsprogram for truede dyrearter, EEP, som zoologiske haver i Europa deltager i.
Forinden havde isbjørnen boet i Aalborg siden 1998 - kun afbrudt af en kort udstationering i tyske Duisburg i slutningen af 1990'erne, hvor isbjørneanlægget i Aalborg Zoo blev renoveret.
Victoria blev født i Rostock Zoo i Tyskland i december 1996 - og kom altså knap to år senere til Aalborg.
Her fik hun sit første kuld unger i 2008. To små isbjørne kom til verden, men desværre var det kun den ene, der overlevede.
I 2015 gik Aalborg Zoo igen på jagt efter en brunstig han-isbjørn til Victoria. Men før det blev ført ud i livet, blev den nu 18-årige Victoria sendt til Skotland, hvor hun siden fødte to han-unger - Hamish i 2017 og Brodie i 2021.
I sin sidste tid havde Victoria modtaget pleje af den slags, man også giver mennesker med aldersrelaterede sygdomme. Og til sidst anbefalede dyrlæger altså, at hun blev aflivet. Det skete efter nøje overvejelser af den aldrende isbjørns livskvalitet.
I naturen er det sjældent, at isbjørne bliver så gamle som Victoria, mens det ikke er usædvanligt i fangenskab, hvor de er bedre beskyttede mod sygdomme og sult.
I Highland Wildlife Park ser man med glæde tilbage på 10 år i selskab med isbjørnen, de "arvede" fra Nordjylland.
- Victoria var en fremragende mor, og det har været en fornøjelse for vores dedikerede medarbejdere - og de hundredtusindvis af gæster, der er kommet for at se familien - at opleve, hvordan hun opfostrede to store, sunde unger, siger David Field, administrerende direktør i Royal Zoological Society of Scotland, til The Standard.
Han beskriver Victorias alder som "et bevis på den pleje i verdensklasse, hun har modtaget af sine dyrepassere og dyrlæger."
Verdens til dato ældste isbjørn var ifølge Guinness World Records Debby, der levede i den canadiske dyrepark Assiniboine Park Zoo i mere end 40 år, før hun døde som 42-årig i november 2008.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.