Aalborgs hovedleverandør af fjernvarme er nede - så nu har andre taget over

Andre leverandører producerer på livet løs og har udskudt vedligeholdelsesarbejde for at sikre fjernvarmen 

her skal der opføres en energipark med vindmøller og solceller. Foto: Martin Damgård <i>Foto: Martin Damgård</i>

her skal der opføres en energipark med vindmøller og solceller. Foto: Martin Damgård Foto: Martin Damgård

AALBORG:Vinteren står snart for døren, men Nordjyllandsværket, der producerer omkring 60 procent af fjernvarmen i Aalborg, er nede og kan ikke producere fjernvarme som normalt til de 180.000 varmeforbrugere i Aalborg. 

Det skyldes et teknisk problem med en generator på det kulbaserede værk, som har været i stykker siden begyndelsen af juli, og som skal udbedres, før man kan køre videre. 

Da Nordjyske skrev om sagen i august lød vurderingen, at Nordjyllandsværket ville være klar igen 1. oktober, men nu lyder fristen på 27. oktober, hvor man ifølge teknisk direktør i Aalborg Forsyning Jesper Høstgaard-Jensen forventer at gå i kommerciel drift igen.

Teknisk direktør i Aalborg Forsyning Jesper Høstgaard-Jensen er glad for, at andre leverandører er trådt til og giver den fuld gas med at producere varme.   <i>Arkivfoto: Michael Koch</i>

Teknisk direktør i Aalborg Forsyning Jesper Høstgaard-Jensen er glad for, at andre leverandører er trådt til og giver den fuld gas med at producere varme.   Arkivfoto: Michael Koch

- Jeg vil ikke sige, at det har taget længere tid, men det er sådan, at når du får et teknisk stop, så er du nødt til at smide en markedsmeddelelse med dit bedste bud på, hvornår tingene er klar, før du kan finde ud af, hvad der er sket. Og når man så får åbnet og kigget på tingene sammen med leverandøren, så kan man se, at omfanget er sådan og sådan med den tidsplan, siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Et blik på kalenderen viser, at fyringssæsonen står for døren, og derfor er det vigtigt, at de tekniske udfordringer løses. 

Reservelastcentraler

- Det er klart, at når vi kommer ind i fyringssæsonen, som typisk først rigtig starter, når man kommer hen i november og december, afhængigt af hvornår nattefrosten sætter ind, så er det klart, at vi har brug for kraftværket, så vi ikke skal køre med vores spids- og reservelastcentraler, som er enten olie- eller gasfyret. Så det er olie, vi supplerer med, når vi mangler kraftværket, siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Men lige nu og her er der også brug for fjernvarme, og derfor har andre leverandører måttet træde til, for at der kommer varme på. 

Nordværk, der tidligere hed Reno-Nord, er også trådt til og producerer nu ekstra varme.  <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Nordværk, der tidligere hed Reno-Nord, er også trådt til og producerer nu ekstra varme.  Arkivfoto: Torben Hansen

- Vi har lavet nogle gode aftaler med Reno-Nord (Nordværk, red.) og Aalborg Portland, og de giver den selvfølgelig i den her periode og særligt i oktober fuld gas på alt, hvad de kan levere til os, så vi kun skal supplere op med den spidslast, der mangler.

Reno-Nord blev ved årsskiftet lagt sammen med Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S (AVV) og skiftede  fra 1. oktober 2022 til et nyt fælles navn, Nordværk I/S.

Planlagte projekter udskudt

De to store leverandører af overskudsvarme har måttet udskyde planlagte projekter, for at Aalborg kan holde varmen, mens de reparerer på Nordjyllandsværket.

- De har med fælles hjælp fået flyttet rundt på noget. De havde egentlig planlagt noget vedligeholdelsesarbejde begge steder. Det har de så udskudt, så de kan køre videre i den her periode, for vi plejer jo at time det, så vi ikke holder stille alle sammen samtidig, siger Jesper Høstgaard-Jensen. 

Han er godt tilfreds med, at de store leverandører har været klar til at træde til. 

- Det er super godt.

Vigtig spredning

Samtidig viser det ifølge direktøren også værdien af, at der er flere forskellige varmeleverandører, så man kan køre videre ved et nedbrud ved en af leverandørerne.

- Vi kan godt lide at sprede leverandørerne, men også teknologien, så vi ikke smider alle æg i en kurv.

Ud over overskudsvarmen fra Aalborg Portlands ovne og forbrændingen på Nordværk i Aalborg Øst, så er kommunens spids- og reservelastcentraler rundt omkring også på arbejde, ligesom en elkedel på Nordjyllandsværket også kører. 

Det vil sige, at lige nu så kommer varmen fra overskudsvarme og reservelastcentrale.

- Ja, lige nøjagtigt, vi har en elkedel, der kører lidt på Nordjyllandsværket, men ellers er det ude fra vores reservelastcentraler, der kører på olie.

Udover at Nordjyllandsværket ikke kan levere varme, som normalt, så kan værket heller ikke producere el, hvilket er en meget stor indtægtskilde og specielt i øjeblikket med de galopperende elpriser.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Borgmesteren var med, da Søren Thorst betalte 1765 kroner for øl, cider og drinks
Luk