Opera-arier, Schumenn.

Musikkens Hus

Konceptet er velkendt og afprøvet ved mange tidligere lejligheder; at opføre duetter fra operaens verden med instrumentalister (Judith Blauw (obo) og Erik Sandberg (horn) i rollen som sangere. 

Og idéen fungerer stadig i kraft af gode musikere (inklusiv den fænomenale akkompagnatør Arne Jørgen Fæø), men også fordi man føler sig glimrende underholdt af Sandbergs introduktioner til musikken og den lette, ironiske distance, som blev lagt indover. Handlingsforløb og intriger blev til tider noget overspændte.

I den højstemte duet mellem Goffredo og Almirena fra Händels barokopera ”Rinaldo” fungerede konceptet upåklageligt, duetten sprudlede af musikalsk overskud. 

Også i Beatrices og Bénédicts duet/ordduel fra Berlioz’ sidste opera stod der gnister i sammenspillet mellem Blauw og Sandberg, mens de to udtog fra Verdis ”Il Corsaro” krævede et drys humor, for at få den tragiske kærlighedshistorie til at glide ned. 

Også i den skælmske duet mellem den ældre svenske baron og kammerpigen Pauline fra Offenbachs operette ”La Vie Parisienne” sad karaktertegningen lige i skabet.

Arne Jørgen Fæø leverede sædvanen tro et klippesolidt akkompagnement til "sangerne", i duetten fra Puccinis ”La Fanciulla del West” (”Pigen fra Vesten”) var det ovenikøbet ham, der løb med det meste af opmærksomheden med et klangligt raffineret akkompagnement.

I anden afdeling stod der Robert Schumann på programmet. Her man valgt at give de tre blæsersolister hver sin soloafdeling, og dermed skiftede scenen mærkbart. Nu var fokus på instrumentalsolisterne og akkompagnatøren, og enhver ansats til ironi eller spil for galleriet var som blæst væk.

Sheila Popkin tog sig af Schumanns ”Drei Fantasistücke” op. 73, oprindeligt komponeret for klarinet, men Popkin formede Scumanns udtryksfulde, romantiske melodilinjer på allersmukkeste vis i et perfekt sammenspil med Fæøs kommenterende akkompagnement.

Sandbergs program bestod af tre lieder, og han fremførte de brede melodier med en ophøjet ro og pragtklang på hornet.

Blauw sluttede af med to satser fra ”Drei Romanzen” for obo og klaver, eftermiddagens eneste programpunkt, som var komponeret til besætningen. 

De fantastiske melodilinjer slyngede sig op i det smukke rum på øverste foyer i Musikkens Hus, hvor oboens lysende klang strålede om kap med forårssolen uden for. 

Og igen, Arne Jørgen Fæøs akkompagnement var som støbt til melodierne og slap aldrig på noget tidspunkt solisten.