Mand druknet efter at være kørt i havnen
Manden havde formentlig ligget i vandet siden lørdag aften
Opdateret kl. 20:13
En 61-årig mand blev søndag morgen fundet druknet i havnen i Nibe.
Det bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi, Morten Axelsen.
Det var en borger, der søndag morgen var ude at gå, der så manden ligge livløs i vandet ved havnebadet og derfor slog alarm klokken 6.53.
Redningsmandskab fik manden reddet på land og forsøgte med genoplivning, men klokken 7.13 blev manden erklæret død.
Morten Axelsen fortæller, at der er tale om en 61-årig mand fra lokalområdet, der formentlig er kørt i havnebadet på sin trehjulede scooter.
- Vi betragter det som en tragisk ulykke. Der er intet, der tyder på en forbrydelse, eller at manden af egen lyst er kørt i vandet, siger han.
Hvornår manden er kørt i havnen, er uklart.
- Der er tegn på, at ulykken allerede kan være sket lørdag aften, men det er lidt uklart, hvor lang tid manden har ligget i vandet, siger Morten Axelsen.
De pårørende til den 61-årige mand er underrettet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.