Bedrageri

Ældre kvinder udsat for kontaktbedrageri. Politiet ser klar sammenhæng i sagerne

Politiet understreger, at man aldrig må udlevere sit hævekort og koder

Tre ældre kvinder er blevet udsat for kontaktbedrageri på deres bopæl.
Tre ældre kvinder er blevet udsat for kontaktbedrageri på deres bopæl. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 18:36

Tre ældre kvinder er inden for kort tid blevet udsat for kontaktbedrageri i Hjørring-området.

Det er smykker, hævekort og koder, der er blevet narret fra dem.

De tre episoder fandt alle sted fredag morgen og formiddag, fortæller politikommissær Maiken Saaby fra Nordjyllands Politi i Hjørring.

- Vi tænker, at der er en klar sammenhæng i sagerne. Vi har blandt andet overvågning at gå ud fra, siger hun og opfordrer til, at man kontakter politiet på 114, hvis man har oplysninger om sagerne.

Kontaktbedrageri i Sønderlev

Fredag omkring klokken 9 blev en 93-årig kvinde kontaktet på sin bopæl i Sønderlev, da en kvinde ringede på døren og sagde, hun kom fra banken.

Hun forklarede den 93-årige kvinde, at hendes hævekort ikke virkede, så det skulle med tilbage til banken, så den ældre kvinde kunne få et nyt. 

Hun udleverede derfor hævekortet, som ikke er brugt efterfølgende.

Kontaktbedrageri i Hjørring

Midt på formiddagen blev endnu en ældre kvinde udsat for kontaktbedrageri, denne gang i Hjørring.

En kvinde opsøgte den 84-årig kvinde på dennes bopæl. Forklaringen fra den fremmede kvinde var, at hun kom for at forsikre den ældre kvindes smykker, som hun fik udleveret, ligesom den 84-årige også blev overtalt til at udlevere sit hævekort og kode.

Undervejs dukkede en mand også op på bopælen. Der er efterfølgende hævet 12.000 kroner.

Kontaktbedrageri i Bjergby

Det tredje tilfælde fandt sted i Bjergby ved 11-tiden fredag, hvor en 93-årig kvinde blev ringet op af en mand, der fortalte, han ringede fra kvindens bank. Og at der var en fejl på hendes hævekort, så det skulle byttes.

Mens de talte, ringede det på døren, og en kvinde dukkede op og sagde, hun skulle hente hævekortet. Hun fik det udlevere af den 93-årige, og der er efterfølgende hævet 15.000 kroner.

Signalementer af de mistænkte
  • Her er signalementerne af de mistænkte i forbindelse med de tre tilfælde af kontaktbedrageri, der alle fandt sted fredag 14. marts.
  • Sønderlev:
  • Kvinden beskrives som 30-40 år, 160-170 cm. høj og kraftig af bygning. Hun har mellemlangt hår, der er blond eller kommunefarvet.
  • Hjørring:
  • Kvinden beskrives som 20-25 år, cirka 170 centimeter høj. Lys i huden og med kraftig kropsbygning samt lyst, mellemlangt hår. Hun talte dansk og var iført en dynefrakke eller -jakke.
  • Manden beskrives som cirka 20 år, 170 centimeter høj og med almindelig kropsbygning. Han er lys i huden med sort, kort hår og skægstubbe. Han talte dansk med accent og havde en grå/brun jakke på.
  • Bjergby:
  • Kvinden beskrives som 170-180 centimeter høj og kraftig af bygning. Hun talte dansk og havde mørke bukser og en mørk vindjakke på.
Politikommissær Maiken Saaby

Udlever aldrig hævekort

I forbindelse med de tre tilfælde af kontaktbedrageri har Maiken Saaby en klar opfordring.

- Vi vil gerne indskærpe, at en bank aldrig arbejder sådan, som det var tilfælde her, siger hun.

- Man må aldrig bare udlevere sit hævekort og koder. Og er man i tvivl om noget, skal man altid lave et kontrolopkald til sin bank.

Og som nævnt - har du oplysninger, kan politiet kontaktes på 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden