Alting forgår - smørrebrødet består: God stemning og helstøbt oplevelse på Aalborg-kro

Det kan vi godt lide. Det er tydeligt. Der er fyldt ved alle borde, næsten, for vi kan lige klemme os ind, selv om d’cember, og der er så meget pres på, at der er indkaldt ekstra personale.

Man kunne have booket bord på nettet, og man kan følge Den Bette Kro på Instagram, så det er ikke, fordi stedet ikke følger med tiden. Tiden er måske bare til at sætte sig til rette i 1920’erne og 30’erne, hvor det højtbelagte smørrebrød blev populært. Den særlige måde at spise brød med pålæg, som er blevet Danmarks bidrag til verdensmaden. Heldigvis er vi gode til så meget andet, for det kan være svært at smage det egentlige, når al pynten er kommet på. Og det skal den, for det er det, der gør madderne til smørrebrød, og pynten skal åbenlyst helst være lagt i faste mønstre. Det er klassikere, vi har med at gøre.

Sådan er det selvfølgelig også på Den Bette Kro, hvor jeg lige så selvfølgeligt lægger ud med sild, og medspiserne - der er to i dag, for der er vigtige sager på dagsordenen - vælger hver deres variation af stegt rødspætte.

Madjournalisten bestiller stjerneskud, selv om han ikke er nordjyde. Anretningen er med samme ingredienser, som storebror Price ville vælge - plus en skive røget laks. Han ser veltilpas ud, altså madjournalisten, glæder sig over de sprøde asparges og især rejerne gør ham nysgerrig, for hvor får man fat i så gode rejer, spørger han - som til gengæld ærgrer sig over, at brødet under herlighederne ikke er ristet tilstrækkeligt sprødt af i smør, så det bedre kan modstå væden fra fiskene. Nu er det bare blødt. Begejstringen aftager også i takt med, at han kommer gennem den stegte rødspætte, som er meget ujævnt tilberedt. Tørre og triste er de sidste bidder.

Redaktøren har samme oplevelse med sin rødspætte, der er serveret uden hverken sin dampede artsfælle, laks, asparges eller æg, men “bare” med salat, tomat, diverse grønt, citron, mayonnaise og de små skaldyr, der har givet anretningen sit navn: Rødspætte med rejer. Han kan godt lide den forholdsvise enkelthed, også enkeltdelene, men ærgrer sig over den lemfældige stegning af fisken. Den er meget lys på den side, der vender opad, men endnu mere mørk på den anden, som om den er blevet glemt på panden.

Min sild er god. Gammeldags modnet. Mør og med den tætte fiskesmag, som de fleste skal lære at holde af, men som så bliver hos én. Det ligger jo i smørrebrødskonceptet, men der er langt til den eftertragtede sildesmag, når man skal igennem ret store mængder af kapers, løg, æggesalat og grønt. En frisk bid æble gjorde god gavn.

Systemet på Den Bette Kro er, får vi forklaret, at køkkenet går i gang med næste runde, når de får melding om, at første er forbi. Systemer virker. Vi får næste anretning samtidigt. Roastbeef til madjournalisten, tatar til redaktøren og “Sol over Nordjylland” til mig.

Bag det lyriske navn gemte sig en skive hårdt ristet rugbrød under groft hakket røget ål, der er blandet med kapers - ovenpå skinner solen i form af en rå æggeblomme frem under en sky af grønt. Når blommen bliver punkteret fordeler æggemassen sig ned over fisk og kapers, og helheden er vellykket. Lidt røgsmag, fedgod fiskesmag, behersket skarphed fra de syltede blomsterknopper og så den lille, bløde velsmag fra blommen. Godt. Enkelt.

Det sidste kan man også sige om redaktørens tatar, i hvert fald i den forstand, at anretningen rummer de klassiske enkeltdele: peberrod, rødløg, pickles, kapers og æggeblomme, men her kæmper det rå kød efter redaktørens mening forgæves mod overmagten. Der er simpelthen for meget af både mængde og smag i tilbehørsdelene til at hamle op med den ret afdæmpede smag, der jo er i kød, der ikke er tilberedt - også selv om han ikke spiser op af alt tilbehøret.

Sådan er madjournalisten ikke. Han sætter - forholdsvis glad - sin roastbeef til livs. Remouladen trækker op, kødet er som det skal være, men de hjemmeristede løg er overstegte, så de overdøver kødsmagen, der jo også her er afdæmpet. Peberroden mindes han også at have fået bedre.

Det var så det ... eller burde have været det. Vi bestemmer os for at teste dessertkortet, men må efter en rum ventetid hente det selv. Systemet svigter åbenbart, men det er med overskudshumor og selvironi, at desserterne senere serveres med et smilende:

- Jamen, sidder I her endnu?

Det gør vi, for har man sagt A, så …

Jeg får en flødebolle, der på kortet bliver præsenteret som Danmarks bedste - og som i øvrigt mere er en rulle end en bolle. Formmæssigt som bagerens træstammer faktisk, men pyt, for den er god. Tyk mørk chokolade, der knækker - ikke bøjes eller går i stykker - men knækker, når jeg sætter den medfølgende gaffel til for at komme ind til det bløde, søde indre, der ligger på marcipanbund.

Redaktøren tager sig en gang brownie med is. Synes godt om den tætte, smagstykke chokoladekage, men forfærdes over isen, som nok har været tøet op - og i hvert fald er fuld af krystaller og mest smager af pap.

Vi vælger en gang æblekage til madjournalisten i respekt for hans appetit. Gammeldags, selvfølgelig, med sprøde knuste makroner, flødeskum og gele på toppen. God syre i æblemosen, men retten er rigelig, så han levner - måske har vi overvurderet ham, måske er det, fordi han drikker citronvand til - altså sodavand, som smager ham af barndom og andre glade dage.

Tidligere havde vi fået en snaps hver - efter servitricens valg. Det blev en “Fisk og Skaldyr” til madjournalistens stjerneskud og “Havesnaps” til vi andre - begge fra Nordisk Brænderi i Fjerritslev og serveret ved stuetemperatur, så man kunne smage henholdsvis lidt lakrids og appelsin i den ene og en let sødme og krydrethed i den anden.

Madjournalisten drak en alkoholfri øl fra Thy. Jeg en Fur Frokost, som trods sin lave alkoholprocent på 2,7 smager ret meget af øl. Humle og en god bitterhed, i hvert fald indtil den bliver lun, og sødmen tager over. Redaktøren faldt for skiltet på bordet og bestilte sig en “Jacobsen Golden Naked Christmas Ale”, som var en, beskriver han, rigtig julebryg: Fyldig, sød, karamel, måske også appelsin og kanel.

- Om den passede til maden kan diskuteres, siger han og tilføjer ædelt:

- Men jeg valgte den selv.

Med samme omtanke har vi fået vendt verdenssituation, noget fodbold, den for vort fag - altså journalistikken - så vanskelige tid og ikke mindst maden, og med det beherskede indtag af alkohol er der rimelige chancer for, at der kommer noget godt ud af frokostmødet - som at dømme efter tilstrømningen og snakkene ved de øvrige borde er en populær sportsgren.

Vi kvitterer for den gode stemning, helstøbtheden, tanken og den venlige betjening, men husker på, at vi - også - er der for maden. Den bliver anrettet flot, men den fortjener en større omhyggelighed. Lidt lige som verdenssituationen. Travlhed eller ej.

Vi tager julehuerne på. Tre gafler til Den Bette Kro - som i øvrigt også fortjener anerkendelse for en omfattende smørrebrødsseddel med diverse lune retter og menuer. Smørrebrødet koster fra 89 til 128 kroner pr. stk. og lidt mere for de lune retter. Vi kom af med 1307 kroner.

Den Bette Kro

Vingårdsgade 5, 9000 Aalborg

98 31 90 00

Åbent:

Mandag - Fredag: 10:30 - 21:00

Lørdag: 11:00 - 17:00

Søndag: Lukket