Anholdt efter knivdrama ved Kontiki Bar: Offeret syet med 38 sting

Eftersøgt og mistænkt mand blev anholdt efter to dage på flugt

Foto: Nicolas Cho Meier

Foto: Nicolas Cho Meier

AALBORG:Fredag eftermiddag blev Ågade i Aalborg afspærret, efter Nordjyllands Politi klokken 14.27 modtog en anmeldelse om et knivstikkeri ud for nr. 21, som huser Kontiki Bar.

Ved ankomsten kunne Nordjyllands Politi konstatere, at en 26-årig mand fra Aalborg var blevet snittet i armen af en gerningsmand, som efterfølgende flygtede fra stedet i en bil.

Vagtchefen ved Nordjyllands Politi kunne da oplyse til NORDJYSKE, at gerningsmanden og offeret kendte hinanden, og at knivstikkeriet angiveligt skete som følge af et skænderi om nogle penge.

Erkender at have haft en kniv

Siden da har politiet ledt efter den formodede gerningsmand, som så altså blev anholdt søndag eftermiddag.

Mandag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Da retsmødet blev holdt for lukkede døre, er det begrænset, hvad anklagemyndigheden kan fortælle. Men at det var et ganske alvorligt knivstik, offeret fik, ligger helt fast:

- Den forurettede har pådraget sig en flænge i armen, som måtte sys med 38 sting, fortæller anklager Eva Madsen fra Nordjyllands Politi.

Den sigtede er således sigtet for grov vold og for overtrædelse af knivloven.

- Han nægtede vold, men erkendte at have besiddet en kniv, oplyser Eva Madsen.

Den sigtede blev varetægtsfængslet i fire uger indtil 5. august.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.