Våbenloven

Anholdt med økse på forsædet af bilen

21-årig med flere overtrædelser af våbenloven taget fredag eftermiddag

Arkivfoto
Arkivfoto Pressefotograf Michael Koch

Opdateret 31. juli 2021 kl. 06:04

GUG: En 21-årig mand, der har flere overtrædelser af våbenloven bag sig, blev fredag sent på eftermiddagen anholdt, efter at det ved en ransagning af hans bil viste sig, at han kørte rundt med en økse liggende på forsædet.

Det oplyser vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi.

En anmelder havde set en gruppe mennesker stå og diskutere noget heftigt og med en eller anden form for våben på en parkeringsplads på Solhøjsvej nær Gug Skole. Anmeldelsen kom klokken 15.58.

En patrulje fra politiet kørte ud og forsøgte at opklare, hvad det gik ud på.

Her stødte betjentene så på den 21-årige, der altså er kendt for overtrædelser af våbenloven, og det fik betjentene til efter en længere snak med gruppen af unge mennesker at ransage den 21-åriges bil. Og her fandt betjentene så øksen liggende på forsædet.

- Det er ulovligt ifølge våbenloven, og han kunne ikke bare henholde sig til, at han var skovhugger, lyder det fra vagtchefen.

Den 21-årige blev anholdt, men på trods af sin historie med gentagne overtrædelser af våbenloven blev han efterfølgende løsladt efter en vurdering fra politiets jurister.

Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi, lørdag morgen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden