Hold nu k...!

Hvis du har tænkt jaja, de hælder gamle Holberg på nye flasker, og hvad skal det nu være godt for? Så er der kun ét svar: Det holder hele vejen hjem og til juleaften! For indholdet i de nye flasker er et sandhedsserum, der gør Holberg lige så aktuel og moderne nu, som da han skrev Maskerade for 300 år siden.

Generationskløften, modsætningerne mellem woke og boomere, at vi alle bag masken er lige, og at livet ikke behøver at være en trist affære, der bare skal overstås i al anstændighed, er evigt aktuel. Teater er ej blot til lyst. Men det skader ikke, at vi får et glimt af os selv i troldspejlet og får givet det gode humør en gang lak.

Ungdommen vil more sig, den går sine egne veje, ligesom kærligheden.

Aalborg Teater har fundet et nyt gear og leverer et festfyrværkeri med så meget overskud, humor og prægtige skuespilpræstationer, at man bliver glad i låget og går fornøjet hjem efter to forrygende timer, der bare er fløjet afsted.

Holberg er for ungdommen! Han hylder ungdommen og udstiller erfaringens elendighed.

Foto: Daniel Brandt Andersen

Foto: Daniel Brandt Andersen

Foto: Daniel Brandt Andersen

Foto: Daniel Brandt Andersen

Der var mange børn og unge i teateret til premieren lørdag aften, og de morede sig. For det er en virkelig sjov forestilling. Publikum kvitterede undervejs med grin og klapsalver, en herlig samklang, som selvfølgelig smitter af på scenen.

Men der skal også sendes en stor klapsalve efter den nye teaterdirektør Thomas Bjørnager, der står for både iscenesættelse og scenografi, og som leder har formået at løfte sit hold til et nyt niveau. De spiller simpelthen røven ud af bukserne, i fantastiske kostumer, kreeret af Helene Billingsøe og Anne Remien.

Skuespillerne sprudler i de vilde maskeradedragter, men holder også tungen lige i munden mellem fortid og nutid i hverdagens klædedragter. En yderst vellykket opdatering, der er med til at sende ikke bare de seks stjerner, men også et ekstra hjerte efter denne forestilling.

Hele holdet giver den fuld pedal og er med til at bære helheden. Marcus Gad Johansen er forrygende som Henrik, ikke mindst i en scene, hvor han spiller overfor sig selv som anklager og forsvarer i en imaginær retssag, hvor Leander skal dømmes for at bryde sit ægteskabsløfte til Leonora, spillet af Line Nørholt.

(For det er jo en historie om at forelske sig i den rigtige, men tilsyneladende forkerte ... eller er det omvendt?)

Præstationen er simpelthen fra øverste hylde.

Den koleriske og kronisk sure Jeronimus, der har glemt eller fortrængt, hvordan det er at være ung, glad og forelsket, spilles indigneret, energisk, hysterisk og hysterisk sjovt af Steffen Berenthz Eriksen, og selvom hans kone, Magdelone, har en mindre fremtrædende rolle i handlingen, formår Marie Knudsen Fogh at sætte sit umiskendelige aftryk.

Den kvinde har så meget overskud at øse af og spiller sig fuldkommen ud af kroppen på sig selv. Hende kan man kun ønske sig mere af.

Men igen - det er en holdpræstation både foran og bag kulisserne, og det er så tydeligt, at Aalborg Teater i denne sæson vil spille i superligaen, og er godt i gang med at erobre et yngre publikums hjerter og teaterglæde.