Anspændt forhold mellem borgere og knallertkørere førte til fem dages aktion - to knallerter konfiskeret
Der blev også opdaget flere andre ulovligheder i forbindelse med den hasarderede knallertkørsel i området omkring Tårs
Opdateret 25. september 2022 kl. 12:30
TÅRS: Et særdeles anspændt forhold mellem en flok unge knallertkørere og indbyggerne i Tårs, har ført til, at Nordjyllands Politi i Hjørring har gennemført en flere dage lang aktion i byen.
Og aktionerne over de fem dage gav gevinst - ikke bare i form af konfiskation af to knallerter, hvor der var foretaget konstruktive ændringer, men også flere andre sager om ulovligheder i forbindelse med hasarderet knallertkørsel.
4 sager om knallerter til nærmere undersøgelser for konstruktive ændringer
2 sager om konfiskeret (2. gang konstateret kørsel i frakendelsestiden)
1 sag om manglende forsikring
1 sag om ej erhvervet kørekort
1 sag om ej medbragt kørekort
4 sager om placering på vej og vigepligt
1 sag om udstyr bekendtgørelsen
1 sag om kørsel i frakendelsestiden
1 sag om narko
2 sager om spirituskørsler
Forebyggelse Hjørring har tidligere aflagt hjemmebesøg hos en del unge mennesker og deres forældre, hvor der er blevet talt om gode takter i trafikken og ulovlige knallerter. Denne indsats har hjulpet gevaldigt, men omkring 10 unge mennesker kørte stadig hasarderet i byen på konstruktivt ændrede knallerter.
Den dialogbaserede indsats ikke var nok, rykkede Nordjyllands Politi derfor ud med kontrol i området - flere dage i træk.
- Vi anerkender udfordringen med nogle knallertkøreres utryghedsskabende adfærd i trafikken, og vi gør noget ved det, siger vicepolitiinspektør fra Patruljecenter Hjørring, John Henriksen i en pressemeddelelse.
Derfor satte betjente fra Forebyggelse og Patruljecenter Hjørring ind med kontrol i weekenden 16.-18. september. De følgende to hverdage, mandag 19. og tirsdag 20. september, var Nordjyllands Politi igen i Tårs, denne gang i civil. Det førte til de mange sager om ulovligheder.
Og det kan ikke udelukkes, at de indbragte knallerter vil generere flere sager.
- Vi håber jo altid at konflikterne kan løses med dialog, SSP-indsats og forældrenes gode opbakning, men nogle gange når vi så langt i indsatsen, at der kun er bødeblokken tilbage. Med aktionen her er der i hvert fald slået et slag for trafiksikkerheden i og omkring Tårs, men vi ved også godt at arbejdet endnu ikke er slut - vi kommer til at følge op. Både med dialog og bødeblok, siger politiassistent Søren Panum, der ledte politiets indsats, i pressemeddelelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.