Antonsen om skadet kammerat: Det gjorde ondt at se på
René Antonsen og holdkammeraterne var ganske overlegne i 34-24-sejren over Skive, men det var noget andet, der fyldte efter kampen
HÅNDBOLD: Det lignede en hver håndboldspillers værste mareridt, da Martin Larsen lå og vred sig i smerter efter et uheld. Det var i første omgang knæet han tog sig til, og det satte en masse tanker i gang. Ikke mindst hos kammeraten René Antonsen, som Martin Larsen har spillet sammen med siden ungdomstiden.
- Det gjorde ondt at se på. Nu skal jeg ikke stå og gengive, hvad han selv sagde, men det er klart, at det fylder meget. Både i selve situationen, og nu her efter kampen. Jeg kan jo ikke lade være med at frygte det værste for Martin, men nu må vi se, siger Antonsen, der lige skulle samle sig selv for at komme videre med kampen.
- Jeg var påvirket i de efterfølgende minutter. Jeg skulle lige samle mig sammen igen, men så er vi også sådan indrettet, at vi fokuserer på kampen, siger René Antonsen.
Han var langt fra ene om være påvirket af uheldet, men en god snak efter kampen fik skubbet tankerne væk fra situationen.
- Det kan ikke undgå at påvirke os alle. I første omgang havde vi en kamp og en opgave, der skulle løses, men vi tog altså lige en snak om det her efter kampen, for det er klart, at det er Martins uheld, der fylder mest nu, siger René Antonsen.
Selve kampen var noget af det mest overbevisende, som Aalborg har leveret i denne sæson. På trods af skader og sygdomsafbud var der ingen slinger i valsen hos mestrene.
- Det var en godkendt præstation fra vores side. Det er en af de første kampe i denne sæson i ligaen, hvor vi kørte på gennem hele kampen i nogle af de foregående kampe har vi trukket bremsen lidt i de sidste 20 minutter, så vi kun har vundet med tre-fire i den her slags kampe, men denne gang fik vi vist, at vi også kan køre på i alle 60 minutter, siger kaptajnen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.