Arbejdsulykke ved Aalborg Portland: Mand klemt fast i 15 meters højde
En mand var kommet i klemme mellem en gearkasse og en væg
Opdateret kl. 18:09
Der er torsdag eftermiddag sket en arbejdsulykke ved Aalborg Portland.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted er en mand kommet til skade i en arbejdsulykke ved kridtgraven bag ved Aalborg Portland.
Han er ikke i kritisk tilstand, oplyser vagtchefen.
Manden sad på en gravemaskine og blev klemt mellem en tung gearkasse og en væg, hvor han fik trykket brystkassen.
Han var i 15 meters højde, da ulykken indtraf. Derfor rykkede beredskabet ud med tre vogne samt indsatsleder, som kunne assistere med at få manden sikkert ned.
Arbejdstilsynet er tilkaldt for at undersøge ulykken.
Alarmcentralen modtog den første melding klokken 15.42.