Aalborg under forandring

Arkitekt om planen for Østre Allé: Det er byplanlægning, der ødelægger vores by

Læs Lars Brorson Fichs analyse af planerne for bebyggelsen af Østre Allé

Kronik af Lars Brorson Fich. Foto: Claus Søndberg. Illustration: Christian Made Hagelskjær

Kronik af Lars Brorson Fich. Foto: Claus Søndberg. Illustration: Christian Made Hagelskjær

Lars Brorson Fich er lektor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi, AAU. Har arbejdet 24 år som praktiserende arkitekt, heraf 10 år som partner i en tegnestue.

AALBORG:Bebyggelser som den, Aalborg Kommunes planlægger nu foreslår på Østre Allé, vil på sigt ødelægge byen, som vi kender den i dag. Det hænger sammen med den måde, vi oplever en by på, og den måde, vi identificerer os med den på.

Og det er faktisk et emne, der er grundigt undersøgt, og som man egentlig burde forvente indgik i den overordnede planlægning af byen. Det er på ingen måde ny viden.

Allerede i 1950’erne lavede den amerikanske byplanlægger, Kevin Lynch, en række undersøgelser i tre amerikanske byer, Boston, Jersey City og Los Angeles, for at finde ud af, hvordan vi oplever en by. Vi har alle sammen en slags mentalt kort over byer, vi kender godt. Det gør det muligt for os at navigere rundt i byen, og det gør det muligt at identificere os med det kvarter, vi bor i.

Han fandt ud af, at vores mentale kort består af fem forskellige elementer. Han kaldte dem, i min måske lidt klodsede oversættelse til dansk, for passager (trafikårer), grænser, kvarterer, knudepunkter og landemærker. Hvis man vil bevare en by, der er let at opfatte og identificere sig med, skal man respektere disse elementer.

Gør man ikke det, vil byen flyde mere og mere sammen til en udifferentieret grå masse. Det er en kvalitet ved byen, at vi kan identificere os med de kvarterer, vi bor i, og at de har forskellige kvaliteter, så der er valgmuligheder. Vi ved, hvornår vi er i Vejgård, Vestbyen, midtbyen eller Hasseris. Inden for rammerne af vores økonomiske formåen kan vi vælge, hvilket kvarter vi vil bo i - alt afhængig af hvilke kvaliteter, vi prioriterer.

icon

Det er meget godt, at man bevarer et jernbanespor i belægningen hist og en havnekran her, alt sammen for at bevare byens industrielle kulturarv. Men hvad hjælper det, hvis man lige så stille sletter historien fra byen selv?

Vigtigt med afgrænsninger

Kvarterer skal, for at de kan opfattes tydeligt, have klare afgrænsninger mod de tilstødende kvarterer. Der, hvor de støder sammen, skal man kunne fornemme deres forskellighed. Østre Allé er netop et godt eksempel på en sådan grænse. På den ene side har vi Øgadekvarteret med dets karréer og boligblokke, på den anden side Vejgård med dets mere haveby-agtige bebyggelse bestående af fritliggende huse omgivet af grønt.

På den ene side af Østre Allé står karréerne som en mur, på den anden side er de fritliggende huse. Her har vi altså en grænse, der klart definerer to kvarterer i forhold til hinanden.

Hvis man begynder at kopiere den lukkede mur, som karrébebyggelsen på Øgadekvarterets side udgør på Vejgård-siden af Østre Allé, bliver afgrænsningen af de to kvarterer uklar, for den foreslåede bebyggelse hører mere til Øgadekvarteret end til Vejgård.

Krydset mellem Sohngårdsholmsvej og Østre Allé er et meget klart eksempel på et knudepunkt, som alle kender. Samtidig er det dét sted, hvor Eternitten, Vejgård og Øgadekvarteret mødes, og faktisk fremstår de med hver deres ret tydelige identitet.

At den gamle skolebygning på Vejgårdsiden forsvinder burde være en mulighed for at fremme Vejgårds identitet yderligere i stedet for at svække den markant. Øgadekvarteret er en karréby; Vejgård består af fritliggende bygninger omgivet af haver og grønne områder.

Generelt kan man sige, at der er forskel på at bygge langs en grænse mellem flere kvarterer og at bygge inde i et kvarter. Når man bygger langs en grænse, skal man respektere kvarterernes forskellighed - når man bygger inde i et kvarter, skal man tilpasse sig dets identitet.

Østre Havn er godt eksempel

Man kan sagtens bygge nyt og samtidig respektere denne måde at opdele byen på. Et godt eksempel er Østre Havn. Kvarteret er klart afgrænset. Det går fra Østerås udløb ved Musikkens Hus til KMD bygningen, og det går fra havnefronten til Nyhavnsgade.

Når byens kvarterer bliver forskellige, så tilbyder byen også valgmuligheder. Med sin højde og tæthed tilbyder Østre Havn tydeligt andre kvaliteter, end de kvarterer, den støder op til. Hvis man gerne vil bo tæt med mange mennesker omkring sig og centralt, tæt på de mange tilbud i bymidten, så er Østre Havn er godt tilbud. Til gengæld må man så leve med de kompromisser, fx omkring tilgang af dagslys og indkig, som tætheden kan medføre.

Lægger man vægt på andre kvaliteter, kan man vælge at slå sig ned i andre kvarterer. For eksempel kan man vælge Vejgård, hvor tætheden ikke er så stor, og hvor man i mange tilfælde vil kunne bo i et fritiggende hus med adgang til en have eller et grønt område. Til gengæld er der så længere ind til midtbyen med dens mange tilbud.

Man skal også huske på, at de kvarterer, som Aalborg består af, er et resultat af byens historiske udvikling. Byens plan er en vigtig del af vores bys historiske identitet, vores kollektive hukommelse så at sige. Det er meget godt, at man bevarer et jernbanespor i belægningen hist og en havnekran her, eller sågar lader et beboelseshus opføre, så det ser ud som den silo, der lå på stedet før. Alt sammen for at bevare byens industrielle kulturarv. Men hvad hjælper det, hvis man lige så stille sletter historien fra byen selv?

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst