Arrangører tager afstand fra opslag: - Det er så kujonagtigt

Fagbevægelse tager skarpt afstand fra sedler, der er sat op på plads, hvor der skal holdes demonstration

Det er sedler som denne, der er sat op på pladsen, hvor Mette Frederiksen og regeringen senere på dagen vil blive mødt at demonstrationer. <i>Foto: Lise Stenbro</i>

Det er sedler som denne, der er sat op på pladsen, hvor Mette Frederiksen og regeringen senere på dagen vil blive mødt at demonstrationer. Foto: Lise Stenbro

- Velkommen Mette Forrædderiksen.

I ly af natten er der opsat sedler med dette og lignende budskaber, der kritiserer regeringens holdning til tvangsfjernelser, på pladsen foran Musikkens Hus i Aalborg, hvor der senere på dagen er varslet en stor demonstration i forbindelse med besøget af statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og vicestatsminister Jakob Elleman-Jensen.

Og det får nu fællestillidsmand for socialrådgiverne i Aalborg Kommune og formand FH Aalborg, der er blandt initiativtagerne til den lovlige demonstration, Tania Larsen Kvist, til at tage bladet fra munden.

Hun plejer ganske vist ikke at kommentere på den form for opslag, men da de er sat op på pladsen, hvor der skal være demonstration, er det vigtigt for hende at understrege, at det bestemt ikke er fagforeningernes budskab.

- Derfor blev jeg også så vred, da jeg fandt ud af det. Vi har jo et fint samarbejde mellem fagforeningerne og interesseorganisationerne i Nordjylland, hvor vi står sammen mod de store besparelser, der er på vej, og det er bestemt ikke den måde, vi plejer at gribe tingene an på. Så det tager jeg naturligvis dybt afstand fra, tilføjer hun.

At opslagene er sat op i nattens mulm og mørke, gør bestemt ikke sagen bedre, mener FH-formanden.

- Det er simpelthen så kujonagtigt. Vi man regeringen noget, bør man tage drøftelserne face-to-face. Det er den måde, vi altid har gjort det på i fagbevægelsen, og det er også den metode, vi fortsat vil benytte os af, understreger hun.

Budskabet ved den varslede demonstration er først og fremmest, at regeringen skal prioritere velfærden og bruge pengene på dem, der har behov for det. 

- Det vil vi gerne argumentere for på en ordentlig og saglig måde. Men det her er jo injurier, og som socialrådgiver fortolker jeg det desværre også som et angreb - ikke kun mod Mette Frederiksen og regeringen - men også mod mit fag. Så det kan jeg ikke bare tie ihjel, siger Tania Larsen Kvist.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.