Astman kræver lynhurtig løsning på pendleres store ekstraudgifter
- Det er ikke rimeligt, at folk med vitale jobfunktioner kan risikere at skulle betale for at gå på arbejde, siger regionsrådsformand
NORDJYLLAND: Regionsrådsformand Ulla Astman (S) kræver nu en lynhurtig løsning for de pendlere med jobkritiske funktioner, som fra mandag morgen er blevet ramt af, at dørene til den kollektive trafik i syv nordjyske kommuner er smækket i for næsen af dem.
NORDJYSKE har tidligere mandag beskrevet, hvordan pendlere under den hårde nedlukning af syv nordjyske kommuner nu henvises til hundedyre såkaldte Flexture. For eksempel har sygeplejersken Tine Rasmussen fra Aalborg udsigt til en udgift på ca. 16.000 kr. for at komme frem til de vagter på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hun skal have den næste måned, som nedlukningen foreløbig varer.
- Det er ikke rimeligt, at folk med vitale jobfunktioner kan risikere at skulle betale for at gå på arbejde. Den problematik skal vi lynhurtigt have fundet en løsning på, fastslår Ulla Astman.
Hun oplyser, at hun har kontaktet sin partifælle, sundhedsminister Magnus Heunicke, for at få opblødet reglerne.
Som tingene er nu, er det kun skoleelever samt studerende på ungdoms- og vokseunddannelser, som må krydse kommunegrænserne med den kollektive trafik.
- Busserne kører. Der er behov for også at give borgere med samfundskritisk jobfunktion adgang til dette tilbud – alternativt må man give mulighed for at indsætte pendlerbusser, fastslår Ulla Astman.
Mens hun venter på svar fra ministeren, slår hun fast, at der fra regionens side arbejdes på at finde en løsning for regionens egne ansatte, som er havnet i pendlerpinen.
- Hvad angår regionens egne ansatte, så vil vi bestræbe os på at hjælpe dem, der ikke selv har fundet en midlertidig løsning på problemet og kommer i klemme her. Vi er også som arbejdsgiver dybt afhængig af, at vores ansatte i kritiske funktioner kan passe deres arbejde normalt, siger Ulla Astman i en pressemeddelelse.
Transportministeriet har tidligere oplyst til NORDJYSKE, at man anerkender problemet og netop nu arbejder på at finde en løsning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.