Baby-lykke: Nordjysk badmintonpar er blevet forældre for anden gang
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen har fået endnu en datter

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen blev i weekenden forældre til endnu en datter. Privatfoto
AALBORG:Lørdag 9. oktober kom en pige på 3840 gram til verden på Aalborg Universitetshospital.
Og det har medført en sand kærlighedsstorm på internettet. Hun er nemlig datter af ægteparret Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, som tidligere har spillet badminton som duo på internationalt plan, og som har tusindvis af følgere på sociale medier.
Derfor er det regnet ned med hjerter og lykønskninger til parret i weekenden.
- Klokken 16.41 i går kom der lige en pige mere til flokken, fortalte Kamilla Rytter Juhl til Nordjyske søndag, mens hun stod ved siden af barselssengen og den nybagte mor, Christinna Pedersen.
Parret har i forvejen datteren Molly, som kom til verden i 2019. Og hun har allerede påtaget sig rollen som storesøster:
- Hun har styr på sutter, bamse og det hele. Og hun vil gerne gå rundt med den vugge, lillesøster ligger i. Hun synes bare, at det er spændende. Så det er fedt, fortæller Kamilla Rytter Juhl.
Hun kan samtidigt glæde sig over, at fødslen gik godt.
- Det gik, som det skulle. Mange siger, at det er som at løbe et maratonløb, og det kan Christinna nikke genkendende til. Måske gange 10. Det er jo sådan, det er. Men vi har heldigvis haft en rigtig god oplevelse her på Sygehus Nord, og begge har det godt. Alt er, som det skal være, fortæller Kamilla Rytter Juhl, der selv fødte Molly.
Og navnet på den lille ny? Ja, det er allerede bestemt.
- Du må gerne skrive, at det var mig der fandt på det. Jeg fik overtalt Chris, og nu er hun også bare helt vild med det, fortæller Kamilla Rytter Juhl.
Lillesøster skal hedde Pixi og er faktisk blevet kaldt det, længe inden hun kom til verden.
Nu glæder familien sig til at kunne komme hjem enten senere søndag eller mandag. En kort tur, for firkløveret bor ganske tæt på sygehuset.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.