Batteri eksploderede og startede brand i villa
Husets beboere alarmerede beredskabet, da de pludselig hørte et brag og så røg komme ud fra et af værelserne
KONGERSLEV: Mandag formiddag kørte Nordjyllands Beredskab til brand i en villa på Kærvej i Kongerslev.
Klokken 10.41 modtog de en henvendelse fra en af husets beboere, der havde hørt et brag og opdaget røg, der kom ud gennem døren fra et af værelserne.
- Han ser, at der kommer røg ud under døren. Han åbner ikke døren, men tænker, at det er bedre at lade den være lukket, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Nils Eltzholtz.
Og det var klogt, fortæller indsatslederen.
Da beredskabet nåede frem til adressen, åbnede de døren til værelset. Det viste sig, at branden var opstået ved, at batteriet i et segboard, som var til opladning, var sprunget og derefter gået i brand. Et segboard er et batteridrevet køretøj med to hjul, som man kan stille sig på og styre med sin balance.
- Vi går selvfølgelig ind i rummet og får slukket branden og ventilerede røgen væk, siger Nils Eltzholtz.
Branden nåede heldigvis ikke at sprede sig til andet end en kommode, inden den blev slukket, men segboardet, som var af plastik og havde et lithium-batteri, nåede at udvikle en stor mængde røg.
- Det betyder, at der ikke er stor brandskade, men lokalet er helt sort efter røgen, siger indsatslederen.
Fordi husets beboere lod være med at åbne døren til værelset, er det meste af røgen dog blevet forhindret i at brede sig til resten af huset.
Der er nu sendt bud efter et skadeservicefirma, som skal se på følgeskaderne efter branden.
Ingen af husets beboere kom til skade.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.