Eltog på vej: Skaber støjende nætter i Nordjylland
Flere beboere på togstrækning kan se frem til støjgener, når Banedanmark starter deres elektrificering af jernbanestrækning
Opdateret 01. november 2024 kl. 10:49
Banedanmark vil de kommende år elektrificere jernbanestrækningen mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn, og det kan give støjgener for de beboere, som bor langs jernbanestrækningen.
Elektrificeringen foregår fra 9. december 2024 til 30. juni 2025 og vil ske i tidsrummet klokken 20-05 fra søndag aften til fredag morgen.
Det foregår i det angivne tidsrum for at undgå at forstyrre togdriften i dagtimerne.
Det betyder dog, at nogle beboere kommer til at høre støj fra byggeriet i aften- og nattetimerne.
Banedanmark har lige færdiggjort fornyelsen af sporene på strækningen, hvilket betyder, at de nu skal i gang med nedramning af mastefundamenter og opsætning af kørestrømsmaster på strækningen mellem Skalborg og Aalborg Lufthavn.
Støjen forårsages af, at kørestrømsmasterne skal boltes fast på betonfundamenter, der rammes ned i jorden med rammemaskiner for hver 10-80 meter.
Fundering og ramning af betonfundamenter kan desværre ikke undgå at støje og skabe vibrationer, ligesom der benyttes lysprojektører under arbejdet, fremgår det af et informationsbrev, som er sendt ud til beboerne på strækningen.
Det vil tage ca. 30 minutter at ramme et betonfundament ned i jorden, men det kan tage længere tid omkring togstationerne.
Banedanmark kan ikke angive præcist, hvor og hvornår de arbejder på strækningen i de enkelte uger, da de arbejder flere steder samtidig.
Der er dog også positive ting at se frem til, efter arbejdet er færdigt, da der er flere fordele ved eltog og elektrificering, såsom: mere stabil drift, mindre støj, når togene kører fra stationerne, og bedre miljø- og klimavenlige tog, som udleder mindre CO2.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.