Bilist ville overhale: Påkørte kvinde i fodgængerfelt
24-årig kvinde blev slynget i jorden efter påkørsel
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:18
AALBORG: Mandag klokken 16.11 modtog Nordjyllands Politi anmeldelse om et trafikuheld på Kastetvej i Aalborg.
- En stribe biler kom kørende ad Kastetvej, og en bilist valgte så at overhale de andre kørende. Det viste sig, at der blev kørt meget roligt, fordi en fodgænger var på vej over et fodgængerfelt. Hun blev ramt af den overhalende bil, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Politiet var hurtigt fremme ved uheldsstedet, hvor fodgængeren, en 24-årig kvinde, var blevet slynget i jorden.
- Hun havde været bevidstløs, men var ved bevidsthed, da hun blev kørt med ambulance til skadestuen. Vi har ikke fået en melding endnu, men umiddelbart er hun ikke alvorligt kvæstet, siger vagtchefen.
Karsten Højrup Kristensen kan endnu ikke oplyse, hvad den overhalende bilist kan vente sig af sigtelser.
- Vi er ved at behandle sagen, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.