Færdselsforseelse

Biljagt i høj hastighed: 41-årig ville ikke tale med politiet

Mand havde ikke kørekort og mistænkes for at køre i påvirket tilstand

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 09:41

AALBORG:En 41-årig mand fra Aalborg havde så lidt lyst til at tale med politiet, at han onsdag aften ved godt 21.30-tiden gav anledning til en længere biljagt.

- En patrulje fik mistanke om, at føreren af en bil kørte spiritus- eller narkokørsel. Så patruljen forsøgte at standse bilen på motorvej E45 lige syd for Limfjordstunnelen. Men føreren satte i stedet farten op og forsøgte at stikke af, fortæller vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.

Og så gik det ellers med høj hastighed først ad motorvejen, siden ad Egnsplanvej og derefter rundt på flere mindre veje i Aalborgs sydlige opland, før manden opgav sin flugt.

Turen gik blandt andet ad mod Dall ind omkring Skalborg og nåede også omkring Poulstrupvej og Gultentorpvej ved Nøvling.

- Vi satte flere patruljer ind i jagten på ham, og det har gået rigtig stærkt flere steder, fortæller vagtchefen, der dog ikke kan sætte tal på hastigheden, da der ikke blev taget en egentlig fartmåling i forbindelse med biljagten.

Forsøgte at stikke af til fods

Han standsede bilen på Vissevej i Visse og forsøgte så at stikke af til fods, men blev løbet op og anholdt klokken 21.57, fortæller Poul Fastergaard.

Den 41-årige er nu sigtet for en stribe forseelser i forhold til færdselsloven, ligesom der er blevet taget blodprøve på manden, så det kan fastslås, om han kørte i påvirket tilstand.

- Og så havde han i øvrigt ikke noget kørekort, lyder det tørt fra vagtchefen.

Manden er blevet løsladt igen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden