Billig stand-up og kolde øl: Open Mic er tilbage i Aalborg efter længere pause
I Aalborg er der nu igen open-mic efter længere pause på grund af corona og sommerferie. Komikeren Nicolaj Lange er vært, og han skal på scenen med seks andre komikere.

Nicolaj Lange er aftenes vært, når open-mic er tilbage i Aalborg Foto: Event Aalborg - Comedy Clubs facebookside.
AALBORG:Grin, fadøl og både kendte og ukendte komikere på scenen. Det er, hvad Event Aalborg Comedy Club byder på torsdag aften. De åbner op for open-mic igen efter en længere coronapause og sommerferie.
Open-mic er stedet, hvor nye og etableret komikere træner og tester jokes af på et publikum.
- Open mic er komikernes legeplads. De kommer oftest og tester af til kommende oneman-shows eller shows, de skal ud på. Man kan være heldig, at det er en af de rigtig gode komikere, siger Matias Drejer, ejer af Event Aalborg Comedy Club.
"Det bliver sjovt"
Komikeren Nicolaj Lange er vært for aftenens begivenheder. Han har inviteret seks andre komikere på scenen, som optræder med både nye og gamle jokes. Hvem de andre optrædende er, vil Matias Drejer ikke løfte sløret for.
- Det er en god blanding af nye og gamle komikere, men jeg kan garantere, at det bliver sjovt, siger han dog om arrangementet, hvor der er udsolgt.
Der er open-mic hver torsdag klokken 20-22 i Maren Turis Gade, og billetten koster 25 kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.