To unge mænd varefængslet efter bizar episode: Pludselig slog de løs med totenschlæger

Brutalt røveri mod skosælger og vildt hærværk mod bil - en tredje ung mand blev løsladt efter grundlovsforhøret, men er stadig sigtet i sagen

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG/NØRRESUNDBY:Nordjyllands Politi anholdt natten til onsdag tre unge mænd, der sigtes for røveri og voldsomt hærværk mod en bil på Annebergvej i Aalborg. De tre blev fremstillet i et grundlovsforhør onsdag eftermiddag, og her blev to af dem varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tirsdag aften blev en mand i Nørresundby udsat for røveri ved Arkildsdal, da han på gaden skulle mødes med en anden mand, der ville købe et par sko af ham.

To mænd troppede op, og en af dem slog sko-sælgeren med en såkaldt totenschlæger - en knippel - hvorefter de stjal både skoene og mandens mobiltelefon. Det var røveri, fordi gerningsmændene brugte vold, oplyser politiet.

Hvad er en totenschlæger?

En totenschlæger er et håndvåben i form af en kort knippel. Den bliver brugt i det engelske, spanske, tyske, svenske og finske politi. I Danmark betragtes totenschlægere som håndvåben og er omfattet af våbenloven bestemmelser.

Kilde: Wikipedia

Ved 23-tiden oplevede en bilist en bizar episode på Annebergvej i Aalborg, da han holdt stille i sin bil.

Pludselig stoppede en anden bil op, og ud hoppede tre unge mænd, som begyndte at slå løs på mandens bil, blandt andet med en totenschlæger. En af dem havde også en kniv. Bilen fik buler og smadret ruder, men den chokerede bilist selv slap uskadt.

Bil med sko, kniv og totenschlæger

De unge hærværksmænd kørte straks væk, men blev kort efter stoppet af politiet og anholdt. I mændenes bil fandt politiet både totenschlæger, kniv samt sko og mobiltelefon fra røveriet tidligere på aftenen.

De anholdte er to mænd på 18 år og en på 17, og alle tre sigtes for røveri, hærværk og ulovlig våbenbesiddelse.

Manden i bilen, der pludselig blev udsat for voldsomt hærværk, har aldrig før mødt de tre mænd og aner ikke, hvorfor de pludselig begyndte at slå løs på hans køretøj, ifølge politiet.

De to fængslede mænd - en 17-årig og en 18-årig - nægtede sig skyldige og kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.