Børneægteskaber og mobning på skoleskemaet: Mine elever er super optaget af det

Nordjyske skoler er i år og næste år med i pilotprojekt om menneskerettigheder

Amerikanske Jamie Nabozny fortalte på Fjerritslev Skole om at blive så mobbet voldsomt i skolen, at det førte til selvmordsforsøg.

Amerikanske Jamie Nabozny fortalte på Fjerritslev Skole om at blive så mobbet voldsomt i skolen, at det førte til selvmordsforsøg.

Mexicanske Lucas Benitez oplevede umenneskelige arbejdsforhold, da han som 17-årig blev tomatplukker i USA.

Norske Natalina Jansen har været så flov over at have romabaggrund, at hun løj om det de første 30 år af sit liv.

Sonita Alizadeh fra Afghanistan skulle som 16-årig giftes væk, men så skrev hun en vred rap. Den reddede hende fra børneægteskab, og nu kæmper hun for at afskaffe børneægteskaber.

Sådan lyder et uddrag af nogle af de mange børne- og ungdomsliv, som nordjyske elever i resten af skoleåret 2019/2020 skal beskæftige sig med.

12 skoler i Nordjylland deltager i Amnesty Internationals pilotprojekt Justice Warriors, der skal fremme ligeværd, empati og respekt hos udskolingselever og øge trivslen i klassen. Tematikkerne bliver taget op i undervisningen i de enkelte fag, men forløbet byder også på arrangementer, hvor elever og deres lærere møder unge fra forskellige lande, der har haft problematikkerne tæt inde på livet.

Og det er noget, der virker, fortæller Annette Kragelund, lærer på Fjerritslev Skole, der i denne uge fik besøg af amerikanske Jamie Nabozny, der blev mobbet voldsomt i skolen, fordi han er homoseksuel.

icon

Der blev stillet mange spørgsmål på engelsk, hvilket ellers kan være grænseoverskridende for nogle i så stor en forsamling.

Annette Kragelund,

- Han formåede virkelig at nå eleverne. Ved at tale med ham forstod de, at at det ikke er lærere og skolen alene, der kan sætte ind, det skal være elever, der skal skabe forandringen. Jeg talte efterfølgende med en 7. og en 8. klasse, og de var meget optaget af det. De klappede spontant af filmen om ham, før han selv trådte ind i lokalet, og der blev stillet mange spørgsmål på engelsk, hvilket ellers kan være grænseoverskridende for nogle i så stor en forsamling. Mange opsøgte ham bagefter for at sige tak og for at fortælle om egne erfaringer, siger Annette Kragelund, der er begejstret for Amnestys indsats.

- Nogle elever involverer sig rigtig meget i de her temaer. Jeg håber, at menneskerettigheder er et ord, der fremadrettet fæstner sig hos eleverne, siger hun.

Vil nå alle skoler

Amnesty har en ambition om at gøre menneskerettighederne til en del af undervisningen i alle danske skoler, og det er ikke helt tilfældigt, at Nordjylland er udvalgt som stedet for pilotprojektet.

- Nordjylland er nøje udvalgt til at afprøve projektet i. Vi kan se på blandt andet nyhedsbreve og opbakningen til andre undervisningstilbud som Skriv for Liv (projekt hvor elever skrive breve til dem, der udsættes for overgreb, og til de myndigheder der står bag - red.), at der har været stor interesse for menneskerettigheder i Nordjylland, fortæller Roberto Zacharias, pressemedarbejder i Amnesty International.

Undervisningsmaterialet er udarbejdet i samarbejde med menneskerettighedsorganisationen Robert F. Kennedy Human Rights i USA, der ledes af Robert F. Kennedys datter, Kerry Kennedy.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.