Jazz at the Symphony med “Annas sang”

I 2022 bragede saxofonisten Benjamin Koppel igennem med sin debutroman, ”Annas sang”, som hurtigt blev et hit hos såvel publikum som anmeldere.

Romanen er i store træk baseret på Koppels fasters livshistorie som datter ud af en musikalsk, jødisk familie i 1920’erne, flugten til Sverige i 1943 og hendes pligtægteskab med en mand af fin fransk oprindelse.

Samtidigt med udgivelsen af romanen komponerede Koppel en sangcyklus, ”Annas Dollhouse”, hvis melodier blev tilsat tekster af Cæcilie Nordby.

Det har ført til en helt ny genre, bogkoncerten, hvor centrale afsnit fra romanen læses op, levende foredraget af Susse Wold, afbrudt undervejs af de ni sange, som blev fremført af den unge musicalsangerinde Frederikke Vedel.

Akkompagnementet bliver normalt varetaget af Benjamin Koppels egen kvartet, men til denne lejlighed havde farmand, Anders Koppel, som er en gammel bekendt af Aalborg Symfoniorkester, orkestreret sangene for det store orkester og i øvrigt suppleret undervejs med diskret underlægningsmusik.

Benjamin Koppels sange er raffinerede og ganske smukke. Stilistisk bevæger de sig et sted imellem musical og jazz, og Frederikke Vedel gav dem et godt udtryk med sin fine, udtryksfulde stemme. Sangenes tekstlige indhold fremstod ikke altid klart og forståeligt, bl.a. på grund af den voldsomme forstærkning af vokalen, som fik sangen til at sejle rundt i rummet.

Og da man havde valgt også at forstærke orkestret for at smelte den akustiske orkesterlyd sammen med vokal og jazzkvartet, gik det galt. Lyden fra højttalerne mudrede rundt i salen i en uskøn blanding med salens egen akustiske forstærkning, som om lydmand og dirigent forsøgte at udkonkurrere hinanden.

Momentvis lykkedes balancen, især i de instrumentale afsnit, hvor Benjamin Koppel bar melodien og improvisationerne med sit store overskud og sin fantastiske altsax-lyd, eller når han blev akkompagneret alene af Morten Ramsbøls bas og pianissimo strygerflader.

Også passagerne med orkestrets eller kvartettens nedtonede underlægning til Susse Wolds oplæsning - næsten som filmisk underlægningsmusik - virkede magisk.

Så der var lyspunkter, først og fremmest når Benjamin Koppel tog teten som solist, men også i perioder når Anders Koppels smukt instrumenterede passager fik lov til at virke uden indblanding.