Retssager

Bokseprofil tiltalt: Stjal cykler og dagligvarer i Aalborg

Tidligere bokser stjal alt fra cykler til dagligvarer – og udgav sig for at være en anden

Reda Zam Zam i aktion ved et stævne i Frederikshavn i april 2012.
Reda Zam Zam i aktion ved et stævne i Frederikshavn i april 2012. Arkivfoto: Hans Ravn

Den tidligere professionelle bokser Reda Zam Zam skal en tur i retten i Aalborg, hvor han er tiltalt for flere tilfælde af tyveri og for at have givet urigtige oplysninger til politiet.

Ifølge anklageskriftet, som Se og Hør har fået indsigt i, stjal den 44-årige tidligere sportsprofil blandt andet to cykler i april 2023 og senere flere effekter fra en butik i Aalborg. 

Derudover skulle han i maj 2024 have stjålet dagligvarer for 315 kroner og kort efter have udgivet sig for at være en anden person over for politiet.

Anklagemyndigheden kræver 10 dages betinget fængsel samt erstatning på 4653 kroner. 

Reda Zam Zams forsvarer har ifølge Se og Hør ingen kommentarer til sagen.

Det var også i Aalborg, Reda Zam Zam indledte sin karriere som professionel bokser, da han 24. maj 2002 besejrede amerikaneren Mike Kelly ved et Stald Palle-stævne i Aalborg Kongres & Kulturcenter.

Han blev længe betragtet som et af promotor Mogens Palles mest lovende kort med sejre i sine 23 første kampe. De røg dog uklar i 2007, og derefter boksede Reda Zam Zam ikke i fire år, før han skrev kontrakt med den tyske promotor Kalle Sauerland.

Han nåede i alt 30 kampe som professionel og vandt de 27 - heraf 13 på knockout. 

Reda Zam Zam stoppede karrieren i 2013 efter to knockout-nederlag i træk - det sidste til tyskeren Arman Torosyan 15. juni 2013 ved et stævne i hjembyen Aarhus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden