Politiarbejde

Bomberyddere sprængte taske i luften foran Aalborg Universitetshospital: Drenge anholdt

Teenagedrenge placerede taske foran Aalborg Universitetshospital og løb væk

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:49

AALBORG: Nordjyllands Politi havde natten til tirsdag travlt med at få alle i sikkerhed, da der klokken 00.25 blev slået alarm fra Aalborg Universitetshospitals afdeling i Reberbansgade.

Her havde en vagt set på videoovervågningen, at der på mistænkelig vis blev stillet en taske lige foran hovedindgangen til hospitalet, og derefter kunne man se en person løbe fra stedet.

- Vi satte straks det store apparat i gang og spærrede af dernede. Stueetagen blev evakueret, og man kunne ikke komme ud og ind via hovedindgangen, fortæller vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi.

I stedet måtte patienter og andre med ærinde på hospitalet i godt et par timer sluses ind og ud via bagindgangen, ligesom beboere i Reberbansgade blev banket op og bedt om at opholde sig i rum, som ikke vender ud mod gaden.

Nordjyllands Politi turde ikke selv nærme sig den efterladte taske, så EOD, ammunitionsrydningstjenesten fra Skive blev rekvireret.

- Tasken, som viste sig at være en attachémappe, blev skudt i stykker klokken 02.35. Den viste sig at være tom, siger vagtchefen.

Det viste sig ved nærmere eftersyn af videoovervågningsbillederne, at der ikke bare var én, men tre om at placere tasken. En vagt kunne genkende to af dem, som efterfølgende tog cyklen over Limfjordsbroen, og her fik politiet tag i drengene.

- Der er tale om to drenge på 14 og 15 år fra Hals og Aalborg. De er kørt hjem til forældrene, og har fået en ordentlig opsang.

- De er så unge, at vi ikke har de helt store muligheder ud over formaninger. Nu aftaler vi med kommunen, hvad næste skridt bliver, siger vagtchefen, som endnu ikke ved, hvem tredjemanden er, eller hvorfor drengene placerede tasken foran hospitalet.

- De vil slet ikke tale med os, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden