Borger ville opklare tyveri - fik udleveret overvågningsfoto af Spar-butik
Spar i Vejgaard er idømt bøde for at udlevere overvågningsbilleder til en borger
Opdateret kl. 12:56
AALBORG: En ansat i en Spar-butik i Vejgaard var lidt for venlig, da en kvinde i juni ville opklare, hvem der havde stjålet en scooter uden for butikken.
Kvinden fik nemlig først lov til at se butikkens overvågningsvideo, og den ansatte printede også et still-billede af en person fra overvågningsvideoen, da kvinden fortalte, at hun ville gå til politiet med det.
Men det må man ikke, og det har nu kostet butikken en bøde på 15.000 kroner, fortæller anklager Majbritt Bak.
- Man må ikke udlevere billeder til nogen med mindre der er udtrykkelig samtykke fra alle, der er på billederne. Eller så skulle butikken have afleveret billederne direkte til politiet, forklarer anklageren.
Kvinden, der fik udleveret overvågningsbilledet, gik dog også til politiet. Men ikke før hun havde vist billedet til flere i sin omgangskreds i forsøget på at identificere personen på billedet, som hun mente var gerningsmanden.
Hvor mange, der nåede at se billedet, er uvist, men på et tidspunkt fandt en pårørende til personen på billedet ud af, at billedet var i omløb i forbindelse med en mistanke om en forbrydelse.
Derfor gik den pårørende til politiet, som forelagde sagen for Datatilsynet der i sidste ende vurderede, at butikken skulle en tur i retten.
Man valgte ikke at tiltale den ansatte, fordi det blev vurderet, at butikken ikke havde instrueret de ansatte tilstrækkeligt i, hvad man må med overvågningsmateriale, fortæller Majbritt Bak.
Spar-butikken valgte ikke at møde op i retten for at give deres udlægning af sagen, men anklageren har været i kontakt med butikken der har oplyst, at der er fulgt op på reglerne i forhold til de ansatte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.