3. Limfjordsforbindelse

Borgerbevægelse opfordrer til boykot af Aalborg Alliancen: Virksomheder ikke enige i kritikken

Bevægelsen ser det som et politisk statement for en forbindelse i Egholmlinjen, når virksomhederne er medlem af Aalborg Alliancen

Babytrold og Badeanstalten er blandt de virksomheder, som borgerbevægelse opfordrer til boykot af. Hasseris Gymnasium har meldt sig ud af Aalborg Alliancen. Illustration: Christian Made Hagelskjær

Babytrold og Badeanstalten er blandt de virksomheder, som borgerbevægelse opfordrer til boykot af. Hasseris Gymnasium har meldt sig ud af Aalborg Alliancen. Illustration: Christian Made Hagelskjær

AALBORG:Er man medlem af Aalborg Alliancen, har man også meldt ud, at man politisk går ind for en limfjordsforbindelse over Egholm. Det mener modstandsgruppen Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen, som opfordrer andre modstandere til ikke at støtte de virksomheder, der er med i alliancen.

Borgerbevægelsen har omkring 400 formelle medlemmer, men i borgerbevægelsens offentligt tilgængelige Facebook-gruppe på knap 2000 medlemmer deles der jævnligt virksomheder, som er med i alliancen. Her opfordres der dels til, at man undlader at støtte dem, og at man derudover fortæller dem hvorfor.

- Vi opfordrer de mennesker, som er imod en forbindelse over Egholm, til at undlade at støtte de virksomheder, der politisk tilkendegiver, de er for en Egholmlinje. Og det gør de virksomheder, der er med i Aalborg Alliancen, siger Louise Faber, der er formand for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen.

Aalborg Alliancen, der blev dannet i sommeren 2018, er et samarbejde mellem kommunen, erhvervslivet og fagbevægelsen. På alliancens hjemmeside står der, at parterne vil arbejde for gode rammevilkår til erhvervslivet, adgang til kvalificeret arbejdskraft, lavere ledighed og ”en styrket infrastruktur gennem anlæg af 3. Limfjordsforbindelse.” Og det er den sidste søjle i samarbejdet, som bevægelsen problematiserer. For selvom Egholmlinjen ikke er nævnt på alliancens hjemmeside, mener borgerbevægelsen, at der menes en forbindelse over Egholm, når der står 3. Limfjordsforbindelse, forklarer Louise Faber.

Jobs og forbindelser

Kort fortalt er tanken, at alliancen skal skabe et stærkere samarbejde mellem virksomhederne, jobcentret og a-kasserne, som i sidste ende skal nedbringe ledigheden. Til gengæld vil Aalborg Kommune så give 600 millioner kroner i medfinansiering til anlæggelsen af 3. Limfjordsforbindelse.

Aalborg Alliancen har i dag knap 500 medlemmer, der gennem medlemskabet blandt andet får en fast kontaktperson i jobcentret, mulighed for at vælge en såkaldt Key Account Manager i Business Aalborg og muligheden for at blive kåret til årets alliancevirksomhed.

Virksomhederne kan til gengæld bruge alliancen ved for eksempel at rekruttere gennem jobcentret eller oprette fleks- og skånejobs.

Men selvom samarbejdet om arbejdspladser også er en del af alliancens erklærede formål, så mener borgerbevægelsen, at alliancen i bund og grund handler om noget helt andet.

- Det eneste, alliancen går ud på, er at støtte 3. Limfjordsforbindelse. Det andet med jobskabelse er bare at pakke det ind i noget, der lyder pænt, siger Louise Faber.

Ifølge formanden har man i alliancen valgt en indlysende sandhed om jobskabelse, som alle kan støtte, for at få virksomhederne med ombord i en alliance, der også arbejder for 3. Limfjordsforbindelse.

- Der er mange virksomheder, der ikke har forholdt sig til det, og det er så det, vi gør dem opmærksomme på. For os i foreningen gør det en forskel om virksomhederne er medlem af Aalborg Alliancen.

Vejdirektoratet er i gang med at lave en opdateret VVM-undersøgelse på Egholmlinjen. Det er den eneste af de tre linjeføringer fra 2011, der bliver kigget på denne gang. Arkivfoto: Michael Koch.

Vejdirektoratet er i gang med at lave en opdateret VVM-undersøgelse på Egholmlinjen. Det er den eneste af de tre linjeføringer fra 2011, der bliver kigget på denne gang. Arkivfoto: Michael Koch.

Ikke enig i kritikken

En af de virksomheder, der er blevet delt i borgerbevægelsens Facebook-gruppe, er firmaet BabyTrold, der sælger barnevogne, legetøj og andet udstyr til børn.

Her er direktøren, Ranja Noe, ikke enig i, at alliancen udelukkende handler om 3. Limfjordsforbindelse.

- Grunden til, jeg har meldt mig ind i Aalborg Alliancen, er, fordi jeg synes, det er superfedt, de kan hjælpe os med at finde kandidater. For eksempel hvis vi søger en lærling eller praktikant, forklarer Ranja Noe.

Hun fortæller, at virksomheden selv har været med til at skabe nogle arbejdspladser, som ifølge direktøren også er det primære formål med alliancen.

- Vi har folk herude, som måske ikke kan klare et fuldtidsjob eller normalt antal timer, så jeg synes også, vi er socialt ansvarlige i forhold til nogle mennesker, som godt kan yde noget, men ikke fuldt ud, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg synes, der er mange ting i det. Det handler ikke kun om 3. Limfjordsforbindelse.

Selvom virksomheden ikke har nogen politisk motivation for at være medlem af alliancen, så mener direktøren dog selv, at der er behov for at løse de trafikale udfordringer omkring tunnelen.

- Jeg har selv medarbejdere, der kommer nordenfjords fra, og det er da et problem. Nu er vi så heldige, at vi kan flexe lidt med vores arbejdstid, men der er mange, der skal sidde i lang tid derude om morgenen, siger direktøren, der dog understreger, hun ikke har nogen holdning til, hvad den bedste løsning for 3. Limfjordsforbindelse er.

Derfor synes hun ikke, det er fair, når virksomheden bliver beskyldt for at have en politisk holdning til linjeføringen.

- Jeg synes, det er for dårligt at klandre nogen for noget, som de ikke engang kender vores holdning til. Jeg har aldrig ytret mig om, hvorvidt jeg synes, det er godt eller skidt med en forbindelse over Egholm. Og så at hænge firmaer ud på den måde, synes jeg er for dårligt. Det synes jeg ikke er i orden.

Direktøren fortæller, at hun ikke vidste, firmaet var blevet nævnt i borgerbevægelsens gruppe, og at firmaet heller ikke har kunnet mærke et mindre salg på grund af opmærksomheden blandt borgerbevægelsens medlemmer.

BabyTrold er et blandt flere firmaer, der er blevet nævnt i borgerbevægelsens offentligt tilgængelige Facebook-gruppe.

BabyTrold er et blandt flere firmaer, der er blevet nævnt i borgerbevægelsens offentligt tilgængelige Facebook-gruppe.

Dårlige anmeldelser på Facebook

Men selvom et manglende salg til borgerbevægelsens medlemmer ikke nødvendigvis giver det store udslag på årsregnskabet, så kan omtale i gruppen også føre til dårlige anmeldelser på Facebook.

Det er blandt andet sket for virksomheden Badeanstalten i Nørresundby.

Badeanstaltens administrerende direktør, Jan Park Holm, fortæller i et skriftligt svar til NORDJYSKE, at virksomheden blev medlem af alliancen i forbindelse med ansættelsen af en fleksjobber. Han forstår ikke borgerbevægelsens opfordring til ikke at støtte virksomheden på grund af medlemskabet i alliancen.

- Det giver ikke rigtig nogen mening for os. Vi arbejder med spa og wellness produkter, og vi ved absolut intet om infrastruktur. Vi sætter vores lid til, at eksperter, embedsfolk, forskere og politikere finder frem til den bedste løsning på demokratisk vis, skriver han.

Har I en holdning til 3. Limfjordsforbindelse?

- Ja, byen er ved at sande til i trængsel, og der skal ske noget med infrastrukturen. Badeanstalten har ingen præferencer for en øst- eller vest-forbindelse. Vi vil bare gerne have en løsning, og det er en opgave, der ligger hos de politikere, som aalborgenserne har valgt.

Badeanstalten fik i december en dårlig anmeldelse på Facebook på grund af deres medlemskab af Aalborg Alliancen.

Badeanstalten fik i december en dårlig anmeldelse på Facebook på grund af deres medlemskab af Aalborg Alliancen.

Hasseris Gymnasium har meldt sig ud

Det er dog ikke alle, der fastholder deres medlemskab af Aalborg Alliancen. Hasseris Gymnasium meldte sig ud af alliancen efter et bestyrelsesmøde i december. Det var rektor, Ole Droob, der i sin tid tilmeldte gymnasiet, da de var i kontakt med jobcentret omkring hjælp til en fleksjobber og nogle praktikanter.

- Vi har som institution glæde af, at vores medarbejdere, der kommer nord for fjorden, kan komme til tiden, hvilket gentagne gange har vist sig vanskeligt. Uden nogen holdning til politik, men med en holdning til praktik, meldte jeg derfor skolen ind for et års tid siden, skriver rektoren i en mail til NORDJYSKE.

Rektoren understreger, at det var helt uden dramatik, da bestyrelsen så valgte at melde gymnasiet ud igen.

- Et politisk aktivt medlem af bestyrelsen var uenig i beslutningen om at melde sig ind i Aalborg Alliancen, og tog det derfor fornyeligt op til et bestyrelsesmøde. Her valgte bestyrelsen uden dramatik at melde sig ud, hvis der skulle være risiko for, at medlemskabet kunne tolkes som en politisk holdning omkring 3. Limfjordsforbindelse. Medlemskabet var en praktisk betragtning i at få medarbejdere lettere over fjorden, men medlemskabet har på intet tidspunkt været politisk motiveret, fastslår rektoren i sin mail.

Der må ikke gøres forskel

Hos borgerbevægelsen fortæller formanden, Louise Faber, at valget om ikke at støtte alliancemedlemmerne er den eneste reaktionsmulighed, de har som almindelige borgere.

- Vi kan ikke tilbyde folk en særlig beskæftigelsesmæssig indsats eller særlig service i kommunen. Vi er en forening af helt almindelige mennesker, og det er en af de handlemuligheder, vi har.

Kunne man forestille sig, at det for virksomhederne i højere grad handler om et styrket samarbejde med jobcentret og BusinessAalborg end et politisk statement omkring 3. Limfjordsforbindelse?

- Kunne man forestille sig, hvis det er tilfældet, at de virksomheder, der er med i alliancen, får en bedre service af kommunen end de virksomheder, der ikke er? Det vil være i strid med kommunalfuldmagten, hvis kommunen gør forskel på virksomhederne, siger Louise Faber.

Det er der dog ikke tale om ifølge Jesper Dahlgaard, der er beskæftigelseschef hos Aalborg Kommune, og dermed chef for jobcentret, som Aalborg Alliancen hører under.

- De fordele der er ved at være med i Aalborg Alliancen, at man får en fast kontaktperson i BusinessAalborg og på jobcentret, det kan man også sagtens få ved at stå udenfor alliancen. Der står ikke noget med småt i forhold til at melde sig ind i alliancen. Så på den måde servicerer vi alle virksomheder ens, forsikrer Jesper Dahlgaard og uddyber, at jobcentret gerne vil have et forstærket samarbejde med alle virksomheder, uanset om de er medlem af Aalborg Alliancen eller ej.

Hvis man kan få det samme styrkede, gode samarbejde med jobcentret, uagtet om man er medlem af alliancen eller ej. Hvorfor skal man så melde sig ind?

- Ja, der er flere grunde til at melde sig ind i alliancen. Der er også fra mange virksomheder et ønske om en bedre infrastruktur. Så jeg tænker, det er vel et godt argument.

Beskæftigelseschefen fortæller, at mens det i starten i høj grad var virksomhederne selv, der kontaktede alliancen for at blive medlem, så er det i dag jobcentret, der fortæller virksomhederne om alliancen.

- Nu er det en del af vores almindelige indsats. Når vi besøger nye virksomheder, og fornemmer muligheden for et stærkere samarbejde, så vil vi typisk nævne for dem, at der også er mulighed for at melde sig ind i Aalborg Alliancen. Så kan de gøre det eller lade være, men vi kan være lige gode venner alligevel.

Louise Faber fortæller dog også, at der er virksomheder, der melder sig ud af alliancen, fordi de ikke vil støtte en motorvejsforbindelse over Egholm.

Selvom medlemslisten i alliancen er stor og omfatter alt fra supermarkeder til bilforhandlere og restauranter, så forsøger borgerbevægelsen så vidt muligt at fravælge de virksomheder, der er med, fortæller formanden.

- Flere af vores medlemmer bor i de områder, der bliver berørt, og selvfølgelig er de ikke ligeglade med, hvor de lægger deres penge.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.