Universitetet

Bortvist fra AAU: Underviser gav alle studerende 12

Aalborg Universitet bortviste adjunkt, som før eksamen havde sagt til sine studerende, at de ville få topkarakterer - og det fik de også

Arkivfoto: Claus Søndberg
Arkivfoto: Claus Søndberg Pressefotograf Claus Søndberg

Opdateret kl. 13:52

AALBORG: Aalborg Universitet (AAU) har bortvist en adjunkt, fordi han gav alle sine studerende topkarakteren 12. Det havde han endda lovet dem på forhånd, skriver uniavisen.dk.

Adjunkt Erick Gonzalo Palomares Rodriguez gav 12 til samtlige 18 studerende i faget Transkulturelle Processer. Det havde han varslet på forhånd, fordi han ønskede, at de skulle holde op med at bekymre sig om karakterer og i stedet fokusere på at lære. Over for uniavisen.dk pointerer han dog, at alle studerende havde fortjent topkarakteren uanset hvad.

Den køber ledelsen dog ikke, som i stedet har bortvist adjunkten for at "tilsidesætte sine pligter".

Ledelsen tror ikke på, at de mange 12-taller var et tilfælde, eller at hver elev har fået en individuel bedømmelse.

Det hører med til historien, at Erick Gonzalo Palomares Rodriguez allerede i februar blev afskediget som et led i en sparerunde på Aalborg Universitet. Sagen om de mange 12-taller fik dog den konsekvens, at han måtte forlade AAU øjeblikkeligt og således en uge før planlagt.

De studerende fra Transkulturelle Processer får ikke lov til at beholde de fine karakterer. De får i stedet en ny bedømmelse af deres eksamensopgave. De kan også vælge at skrive en ny.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden