Brand hos blikkenslager i Vestbjerg
Nordjyllands Beredskab fik styr på branden på en times tid
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:48
VESTBJERG: Søndag udbrød der brand hos virksomheden Elgaard & Søndergaard VVS og Blik på Jørgen Steins Vej 17 i Vestbjerg.
Nordjyllands Beredskab blev alarmeret om branden klokken 17.45.
- Der var gået ild i noget papaffald, der lå på en palle, fortæller indsatsleder Jesper Rasmussen fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg.
Ifølge indsatslederen havde ilden gennembrændt loftet, da beredskabet nåede frem.
- Vi fik med det samme fjernet nogle trykflasker i bygningen, siger Jesper Rasmussen.
Branden nåede at anrette nogle skader.
- Blandt andet er der smeltede armaturer i loftet, og der forestår et stort oprydningsarbejde, fortæller indsatslederen.
Det tog brandmændene cirka en times tid at få branden slukket.