Brand i bil: Tililende naboer reddede hus og garage
Voldsom røgudvikling ved bilbrand midt i Vester Hassing
Opdateret kl. 20:40
VESTER HASSING: En bilbrand i en garage ved en ejendom på hjørnet af Elsamvej og Halsvej i Vester Hassing kunne være gået helt galt, hvis ikke det var for tililende naboer, der med slanger og pulverslukkers sørgede for at holde ilden godt i skak, til Nordjyllands Beredskab kunne komme frem og få slukket ilden helt.
Sådan lyder den uforbeholdne ros fra indsatsleder Søren Korsgaard, Nordjyllands Beredskab i Aalborg Kommune.
Han og to brandbiler fra stationen i Hals tog sig af den sidste del af slukningen af den brændende bil.
Branden opstod kort efter klokken 18 lørdag eftermiddag.
- Bilen stod mellem et hus og en garage, og ilden kunne sagtens have sat gang i en større brand på både hus og garage. Men på grund af de tililende naboer med deres haveslanger og håndslukkere, så blev tabet ved branden begrænset til to tagrender - en på huset og en på garagen - og så selvfølgelig bilen, lyder det fra indsatslederen.
Søren Korsgaard forklarer, at branden formentlig er opstået i nogle el-ledninger, der lå rullet sammen inde i bilen.
- En ung mand ville glæde kæresten ved at tørre hendes utætte bil. Der var kommet vand ind ved antennen, og han havde derfor støvsuget bilen og sat en varmeblæser ind i bilen for at tørre den ud. Men den megen strøm til varmeblæseren i forening med de sammenfiltrede el-ledninger skabte så megen varme, at ledningerne brød i brand og satte ild til bilen, forklarer Søren Korsgaard.
Den 24-årige forsøgte selv at bekæmpe ilden og fik altså hjælp af gode naboer.
Søren Korsgaard og de syv brandmænd fra stationen i Hals kunne vende snuden hjemad efter godt en halv times arbejde med branden - mest på grund af de snarrådige naboers fine indsats.