Voldsom brand i hus: 15 mand fra Nordjyllands Beredskab mod flammerne
Det er uvist, hvordan der kunne opstå brand i et værelse i et hus i Klarup
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:25
Artiklen er opdateret med oplysninger fra Nordjyllands Beredskab.
KLARUP: Tirsdag eftermiddag kort før klokken 16 udbrød der brand i et værelse i et hus på Hornbækvej i Klarup.
- Branden opstod i et værelse, som blev brugt til opmagasinering i forbindelse med, at huset renoveres, fortæller indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab.
Branden var meget voldsom, og den sorte røg fra brandstedet kunne ses i Aalborg. Branden krævede en indsats af 15 brandfolk og i alt seks vogne.
- Der var ild i knapt en tredjedel af huset i et anneks, og der er vandskader og røgskader i resten af huset. Det lykkedes os at redde så meget af det, at det vil kunne bebos på et tidspunkt. Men lige nu er huset ubeboeligt, og familien skal genhuses, oplyser indsatslederen.
Umiddelbart er der ingen sikker forklaring på branden.
- Det kan være på grund af en elektrisk installation eller fordi noget glas i værelset er antændt. Det er op til politiet at finde ud af, siger Søren Korsgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.