Bredt budgetforlig i Aalborg: Penge til plejehjem og førerløs fjordbus

Samtlige 31 byrådsmedlemmer står bag forliget, hvor upopulære besparelser blev fjernet

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Torsdag aften blev der landet et budgetforlig med alle 31 byrådsmedlemmer om bord i Aalborg Kongres & Kultur Center.

En række upopulære besparelser blev pillet af som bl.a. på pædagoger i undervisningen, og så blev der fundet flere penge til voksen-handicapområdet, der er blevet udråbet til taberen i budgetforslaget.

Partierne fandt yderligere otte mio. kr. til området ved de afsluttende forhandlinger udover de ti mio. kr. ekstra, der blev afsat i budgetforslaget.

- Samlet bruger vi en mia. kr. på voksen-handicapområdet, så det er mange penge, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S)

Men problemet er, at de afsatte penge ikke svarer til det antal handicappede borgere, der er kommet til. Hvis pengene skulle følge med det antal nye borgere, der har brug for hjælp, skulle der bevilges 28 mio. kr., nu bevilges der altså kun 18 mio. kr. ekstra.

- Ja, men vi har også fået lavet en analyse om, at vi faktisk lå højere rent udgifts niveaumæssigt end andre kommuner, og der bliver vi nødt til at tænke i, at vi har et niveau som vi har råd til, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).

Men hvis der kommer flere borgere, og pengene ikke følger med så må det alt andet lige betyde en serviceforringelse på det område?

- Ikke nødvendigvis, hvis man tænker at man gør tingene på en måde, hvor folk kan klare nogle ting selv, det er bl.a. det som vi har gjort på ældreområdet, siger borgmesteren.

Forud for årets budgetforhandlinger har de økonomiske forudsætninger set sjældent lyse ud bl.a. som følge af udligningsreformen, og der er også fundet 6,9 mio. kr. ekstra til bl.a. flere normeringer på plejehjemmene, ligesom der skal skabes flere aktiviteter og understøtte frivilligt arbejde og pårørende til borgere med demens

- Der har været en lang diskussion om niveauet på ældreområdet, og om vi kunne gøre det bedre, og det var der en politisk stemning for, siger Thomas Kastrup-Larsen.

I budgetforliget er der et historiske højt anlægsbudget i 2021 på 677 mio. kr., og som noget nyt er der afsat fem mio. kr. til en ny førerløs fjordbus, der skal besejle havnebassinet, og i AKKC blev det nævnt, at man tager udgangspunkt i ruten Musikkens Hus og Stigsborg.

- Nu er vi 100 procent sikker på, at den kommer, siger borgmesteren.

Hvor kommer pengene fra

De mange penge, der er fundet frem til forligsforhandlingerne er bl.a. fundet ved at tage ti mio. kr. fra servicebufferen, og så har man sparet yderligere fem mio. kr. på mødeafholdelse.

Desuden reducerer man budgettet til vederlagsfri fysioterapi med tre mio. kr.

Borgmesteren er godt tilfreds med det brede budgetforlig, der er landet i skyggen af coronaen.

- Jeg synes, at det er rigtig stærkt gået, at alle partier har udvist en stor ansvarlighed men også glæde over det budgetforslag, der lå.

Også hos Venstre er der tilfredshed.

- Vi er yderst godt tilfredse, siger Venstres politisk leder Jan Nymark Thaysen, der bl..a søsatte fjordbussen, ligesom partiet fik ønsket om flere penge til forebyggelse.

Enhedslisten kom til forhandlingerne med et ændringsforslag på 80 mio. kr., og man er nogenlunde tilfreds.

- Det er acceptabelt, men det er ikke prangende. Vi har opnået klare forbedringer på klima og miljøområdet og på udvalgte velfærdsområder i de her forhandlinger, sagde Per Clausen (EL).

Han ville gerne have haft fjernet besparelsen på to-sprogsundervisningen og havde gerne set flere penge til mennesker med handicap.

- Det bliver stadig svært at få det til at hænge fornuftigt sammen, sagde Per Clausen.

Per Clausen (i midten) kalder budgettet acceptabelt men ikke prangende. Foto: Claus Søndberg

Per Clausen (i midten) kalder budgettet acceptabelt men ikke prangende. Foto: Claus Søndberg

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.